0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk Svømmeunion og DGI indgår samarbejde

01-12-2016

Til gavn for alle svømmeklubber i Danmark indledes et samarbejde pr. 1. januar 2017

Af: Morten Hinnerup

Med det kommende samarbejde sætter Dansk Svømmeunion og DGI Svømning fokus på, at det skal være nemmere og mere overskueligt for svømmeklubber at navigere rundt i udbuddet af produkter i de to organisationer. Dette, med det klare mål for øje, at vi sammen ønsker at styrke svømningens betingelser i Danmark.

 

Samarbejdsaftalen mellem Dansk Svømmeunion og DGI Svømning indebærer, at de to organisationer for fremtiden vil samarbejde på en række områder, mens der på andre områder vil være en tydelig arbejdsdeling mellem de to organisationer. Målet er blandt andet, at der skal ske en samlet vækst i breddeaktiviteterne, og at især uddannelsestilbuddene skal være lettere tilgængelige for klubberne.

 

Svømmeklubberne efterspørger mere samarbejde mellem Dansk Svømmeunion og DGI Svømning

Udgangspunktet for samarbejdsaftalen er, at flere medlemsundersøgelser har vist, at langt de fleste svømmeklubber har et ønske om, at de to organisationer samarbejder. Det betyder, at der fremover ikke vil være samme mængde af ens produkter i de to organisationer.

 

Både DGI Svømning og Dansk Svømmeunion ser frem til det forestående samarbejde.

 

- Svømning er allerede en af de største idrætsgrene i Danmark - samarbejdet mellem DGI og Dansk Svømmeunion er vigtigt for, at vi kan udvikle idrætten yderligere. Og vi håber på, at vi fremover kan styrke samarbejdet yderligere til gavn for alle svømmeglade danskere, siger politisk leder for DGI Svømning, Hans Henrik Heming.

 

- Dansk Svømmeunion er meget positiv i forhold til den proces og dialog, vi har haft i en fælles arbejdsgruppe med DGI Svømning. Vi skal nu have noget erfaring i at arbejde sammen, og vi tror på, at de områder, som vi foreløbig har valgt at have både i fællesskab og hver for sig, bliver til gavn og glæde for svømmeklubberne, lyder det fra formand for Dansk Svømmeunion Kjeld Egebo Larsen.

 

Hvad betyder samarbejdet for din klub eller forening?

Samarbejdet betyder, at der på uddannelsesområdet vil blive en del uddannelser, der vil blive afholdt i fællesskab mellem de to organisationer. Det vil først og fremmest være på områder som Svømningens Grunduddannelse, hjælpeinstruktøruddannelser, Aqua Convention og Aqua Konference. 

 

Der vil ligeledes blive en opdeling mellem organisationerne, der blandt andet betyder, at DGI Svømning fra januar 2017 vil være den eneste udbyder af kurser på baby- og småbørnsområdet samt Aqua Fitness. Dansk Svømmeunion vil fra januar 2017 blive den eneste udbyder af officialskurser samt prøver og uddannelse på livredningsområdet.

 

I løbet af januar 2017 vil der blive udsendt et fælles uddannelseskatalog for de to organisationer, hvor der vil være meget mere information om samarbejdet.

 

En række initiativer iværksættes primo 2017, mens andre rulles ud med udgangen af 2018. Der vil løbende blive kommunikeret ud, når ændringerne træder i kraft.

 

Hvem skal I kontakte?

Har I spørgsmål, så skal I henvende jer til den organisation, som I plejer – så hjælper vi jer videre. 

 

Vi håber, at I, som medlemsforening af den ene eller begge organisationer, vil opleve, at Dansk Svømmeunion og DGI Svømning fortsat og i endnu højere grad er med til at udvikle jer som forening.