Jeanette Ottesen, Pernille Blume og Rikke Møller P. svømmede sig alle tre videre til OL-semifinaler.
Af: Nora ThomsenVi er nu nået til femtedagen af de i alt otte konkurrencedage ved OL-svømmekonkurrencerne i Rio. Her lykkedes det for alle tre danske svømmere til start i indledende afsnit at kvalificere sig til semifinaler senere på dagen.
I damernes indledende 100 m fri svømning var både Jeanette Ottesen og Pernille Blume til start – og begge med i heat nummer fem af i alt seks heats.
For 28-årige Jeanette Ottesen, som her er med ved hendes fjerde OL, bliver det til en delt tredjeplads i heatet i den stærke tid 53,53. Danskeren er her blot 12/100 sekunder fra sin danske rekord, som blev sat i 2009. Tiden rækker til en samlet delt femteplads og dermed en sikker semifinaleplads senere i dag for svømmeren fra Vejle Svømmeklub Triton/NTC.
For Pernille Blume, Gladsaxe Swim/NTC, der de seneste døgn har kæmpet med lidt maveproblemer og derfor ikke følte sig helt på toppen til denne start, blev det til tiden 54,15, hvilket resulterede i en samlet 11. plads. Dermed er også 22-årige Pernille Blume, som her er med ved hendes andet OL, med videre til semifinalerne.
Med i samme heat som Jeanette Ottesen og Pernille Blume var den australske verdensrekordholder Cate Campbell, der såmænd lige formåede at sætte olympisk rekord i tiden 52,78. Der blev således heller ikke sparet på kræfterne blandt konkurrenterne.
Til DR udtaler Jeanette Ottesen oven på sit løb:
- Det var rigtig godt. Det var fedt. Det føltes lidt tungt, men jeg er glad og tilfreds. Det er godt at komme i gang igen.
Og fra Pernille Blume, der på grund af maveonde ikke helt havde troet på en semifinaleplads, lød det, da semifinalepladsen var et faktum:
- Det er min første OL-semifinale. Det er virkelig dejligt. Jeg skal klart ud og kramme min træner. Nogen gange så kan kroppen bare mere end man selv tror.
Godt, at Pernille Blume lod kroppen styre i langbanebassinet. Vi kan nu glæde os til at følge hende og Jeanette Ottesen i semifinalerne, som er programsat til klokken 03.07.
Den tredje danske svømmer i konkurrence i onsdagens indledende afsnit var Rikke Møller Pedersen, som nu endelig skulle svømme sin favoritdistance, 200 m brystsvømning. En disciplin, hvor den 27-årige svømmer fra Holbæk Svømmeklub/NTC, er verdensrekordholder med tiden 2.19,11.
Den erfarne og rutinerede dansker svømmer et rigtig fint og fornuftigt løb fra start til slut og bliver hurtigste svømmer i både heatet og i det samlede resultat i tiden 2.22,72.
Et løb, der ser aldeles komfortabelt ud, og som giver god grund til at glæde sig til semifinalerne, hvor vi har Rikke Møller Pedersen med til start klokken cirka 03.53.
Om sin svømning udtaler Rikke Møller Pedersen efterfølgende til DR:
- Ja, det var et fint løb. Det føltes bare naturligt for mig.
På spørgsmålet om, hvad der skal ske i pausen mellem indledende og semifinalerne, svarer Rikke:
- Vi tager os godt af os selv, vi kobler fra, slapper af, henter ny energi. Det samme som vi gør hver eneste gang, lyder det fra en storsmilende Rikke Møller Pedersen.
Således et virkelig godt indledende svømmeafsnit set med danske øjne. Og om knap otte timer går det så atter løs med semifinalerne.
Se alle resultater her: www.rio2016.com/en/swimming-schedule-and-results
Fakta om OL-svømmekonkurrencerne
Svømmekonkurrencerne forløber frem til og med lørdag den 13. august. Der svømmes hver dag indledende afsnit klokken 18.00 (dansk tid) og semifinaler/finaler klokken 03.00 (dansk tid).
Detaljeret program, hvor du også kan se, hvornår der er dansk deltagelse, fremgår her.
På FINAs hjemmeside finder du nemt alle informationer om svømmekonkurrencerne: http://fina.org/content/xxxi-olympic-games
Dansk Svømmeunions nyhedssite (SvømmeSport): www.svoem.dk
Facebook:SvømmeSport www.facebook.com/svoem.dk/
Facebook: Danmark til OL www.facebook.com/danmarkol/?fref=ts
Twitter: @svoemDK
Pressekontakt under OL
Pressekontakt under OL er Lars Green Bach på mobil: (0055) 21994781153.
Dansk Svømmeunion henstiller til, at kontakten til holdet går via sportschefen i stedet for direkte til svømmerne.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937