Så tæt på og så alligevel ikke. Til gengæld sikrede Viktor Bromer sig en finaleplads i 200 m butterfly.
Af: Nora Thomsen
Det var en nervepirrende gyser af en finale vi alle blev vidner til i mandagens 100 m rygsvømning for damer ved OL i Rio. Her var Danmarks Mie Ø. Nielsen med i sjettehurtigste tid fra semifinalerne. Og den 19-årige svømmer fra Aalborg lægger fint fra start i en finale, hvor der lægges hårdt ud af det stærke felt. På hjemturen haler Mie flot ind på de forreste svømmere og ser ud til at være fint med på de sidste meter. Desværre er de berømte marginaler ikke på danskerens side, som bliver placeret lige præcis uden for medaljerækken kun 4/100 sekunder fra den forjættede OL-medalje i tiden 58,80 og en femteplads til Danmark.
Guldet svømmes hjem af Katinka Hosszu, Ungarn, i tiden 58,45.
Sølv til USA’s Kathleen Baker i tiden 58,75.
Og endelig en delt bronzemedalje til Kylie Masse (Canada) og Yuanhui Fu (Kina) i 58,76.
Om sit løb udtaler Mie Ø. Nielsen efterfølgende til DR:
- Jeg er selvfølgelig lidt skuffet. Jeg havde næsten ikke mere at give af til sidst. Mine ben var helt færdige. Det var bare et stærkt felt.
Det var i den grad et stærkt felt, hvor kun måltavlen kunne afsløre, hvordan placeringerne fordeltes.
Oven på den nervepirrende oplevelse lå der endnu et spændende løb og ventede med dansk deltagelse. Denne gang herrernes semifinaler i 200 m butterfly, hvor Viktor Bromer var klar i syvendehurtigste tid fra indledende afsnit. Med stærke navne som Michael Phelps, Laszlo Cseh og Chad Le Clos var der i den grad lagt op til en fight af de rigtig svære for 23-årige Viktor Bromer fra Aalborg Svømmeklub.
Som i indledende afsnit kommer danskeren fint fra start og ikke overraskende med Le Clos og Phelps helt i front. Stille og roligt svømmer Danmarks OL-debutant sig fornuftigt ind på konkurrenterne og med de 200 m tilbagelagt noteres Viktor for tiden 1.55,59 og en fjerdeplads i sit heat. Det rækker til en samlet syvendeplads og dermed en plads i finalen for Viktor Bromer, som leverer et super resultat endnu engang i Olympic Aquatics Stadium.
Om sit løb fortæller Viktor Bromer efterfølgende til DR:
- Jeg ved ikke rigtig med det her løb. Jeg syntes, det føltes rigtig dårligt undervejs, men jeg håndterede det godt. Det føltes bare ikke lige så godt som i opvarmningen for eksempel.
Der er lige et døgn til at få tænkt over, hvordan finalen skal gribes an for Viktor Bromer, som vi nu kan glæde os til at følge i et brag af en finale tirsdag aften.
Se alle resultater her: www.rio2016.com/en/swimming-schedule-and-results
Fakta om OL-svømmekonkurrencerne
Svømmekonkurrencerne forløber frem til og med lørdag den 13. august. Der svømmes hver dag indledende afsnit klokken 18.00 (dansk tid) og semifinaler/finaler klokken 03.00 (dansk tid).
Detaljeret program, hvor du også kan se, hvornår der er dansk deltagelse, fremgår her.
På FINAs hjemmeside finder du nemt alle informationer om svømmekonkurrencerne: http://fina.org/content/xxxi-olympic-games
Dansk Svømmeunions nyhedssite (SvømmeSport): www.svoem.dk
Facebook:SvømmeSport www.facebook.com/svoem.dk/
Facebook: Danmark til OL www.facebook.com/danmarkol/?fref=ts
Twitter: @svoemDK
Pressekontakt under OL
Pressekontakt under OL er Lars Green Bach på mobil: (0055) 21994781153.
Dansk Svømmeunion henstiller til, at kontakten til holdet går via sportschefen i stedet for direkte til svømmerne.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937