Dansk Svømmeunion er vært for første gang nogensinde
Af: Caroline Kleemann Falster
I weekenden den 25.-26. juni er Dansk Svømmeunion vært ved et internationalt åbent vand dommerkursus med den officielle titel FINA Open Water Official School. Kurset afholdes således i samarbejde med FINA, som også stiller med en instruktør.
Kurset henvender sig til alle med interesse for åbent vand svømning og for folk, som ønsker at udbrede åbent vand sporten og sikre et højt bedømmer niveau til internationale åbent vand konkurrencer.
Dansk Svømmeunion har udsendt nyheder om kurset og indlæg i SVØM up-date, men har ikke haft kurset oprettet på www.svoem.org, da al tilmelding og information er foregået via FINA.
I alt deltager 25 kursister på kurset fra 7 forskellige lande, hvoraf 11 deltagere er danskere. Kursets officielle datoer er den 25.-26. juni, men allerede i dag ankommer de fleste kursister med afgang igen sent søndag aften eller mandag morgen. Kurset afsluttes sent søndag aften med en eksamen.
I Dansk Svømmeunion er vi særligt glade for at få uddannet en så stor gruppe dommere, da vi i forbindelse med TrygFonden Christiansborg Rundt den 27. august afholder en Europa Cup i åbent vand svømning på 6 kilometer distancen. De snarligt nyudklækkede dommere får således inden længe deres ilddåb ved et større internationalt mesterskab.
Er du interesseret i at vide mere om åbent vand dommerkurset, kan du kontakte:
Udviklingskonsulent, Caroline Kleemann Falster, ck@svoem.dk eller på mobil: 61 12 81 87