18-årige Amalie Mikkelsen indtog et forbudt stof via en astmainhallator ved Flanders Cup i januar.
Af: Nora Thomsen
Svømmeren Amalie Mikkelsen har modtaget en reprimande af det belgiske antidoping-agentur NADO Vlaanderen i forbindelse med at hun er blevet testet positiv for det forbudte stof Terbutaline. Stoffet er indtaget via en astmainhallator.
Den kun 18-årige svømmer Amalie Mikkelsen blev testet positiv ved svømmestævnet Flanders Cup, som fandt sted i Antwerpen den 23. – 24. januar. Her var Amalie Mikkelsen udtaget som en del af Dansk Svømmeunions Vikings-gruppe.
Testen blev taget i umiddelbar forlængelse af danskerens deltagelse i 50 m butterfly finalen den 23. januar.
Amalie Mikkelsen har astma og benytter i konkurrencesammenhæng en korttidsvirkende inhallator af mærket Airomir, der har et indhold, som ikke indgår på dopinglisten. I forbindelse med den aktuelle finale den 23. januar benyttede Amalie Mikkelsen derfor også en inhallator, som hun troede var identisk med det Airomir-produkt, som hun normalt indtager.
De to inhallatorer er næsten identiske i farve og form. Der var dog i det aktuelle tilfælde tale om produktet Bricanyl, som desværre indeholder det forbudte stof Terbutaline.
Svømmeren, som er tilknyttet Hovedstadens Svømmeklub og træner på det Nationale Træningscenter/NTC, fik besked om den positive prøve den 18. februar. Først tirsdag den 10. maj er der sat punktum for sagen med NADO Vlaanderens afgørelse.
Amalie Mikkelsen har under hele perioden fået rådgivning hos Anti Doping Danmark og Dansk Svømmeunion.
For spørgsmål kan direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen, kontaktes på mobil: 29 20 61 61.
Amalie Mikkelsen henstiller til, at alle henvendelser går til Dansk Svømmeunion.