Dansk Svømmeunion afholder for andet år i træk en Europa Cup i åbent vand-svømning.
Af: Caroline Kleemann FalsterSom sidste år finder eventen sted i forbindelse med TrygFonden Christiansborg Rundt, som i år afholdes lørdag den 27. august. Europa Cup’en i København er den femte afdeling i en række af seks, hvor op mod 40 svømmere fra hele Europa forventes at deltage på en 6 kilometer lang distance i de københavnske kanaler. Europa Cup svømmerne skal således tilbagelægge tre omgange af 2 kilometer rundt om Christiansborg.
Sidste års Europa Cup bød på 10 kilometer svømning i åbent vand, og her blev hurtigste dansker af tre, Laust Moesgaard, som opnåede en flot 10. plads i et stærkt felt. Også i år forventes flere danske svømmere at stille klar til start.
Projektleder i Dansk Svømmeunion, Caroline Kleemann Falster ser frem til eventen, som udgør et af de mest prestigefyldte åbent vand-stævner i Europa:
Vi er glade for atter at få lov til at invitere Europas stærkeste åbent vand-svømmere til Europa Cup i Danmark. Med rammerne for eventen rundt om Christiansborg, kan vi tilbyde deltagerne en enestående kulisse, hvor publikum samtidig kan følge med på hele ruten.
Sammen med Københavns Kommune og SportEvent Denmark, som begge støtter eventen også i år, får Danmarks stærkeste åbent vand-svømmere atter mulighed for at træne sig op til et internationalt stævne på hjemmebane.
Der bliver uden tvivl hård kamp om placeringerne, når det går løs i de københavnske kanaler, udtaler projektleder i Dansk Svømmeunion, Caroline Kleemann Falster.
En unik event
De københavnske kanaler er med til at danne en fantastisk ramme for Europa Cup’en med den unikke mulighed for at svømme rundt om den danske regeringsbygning i centrum af København. Det er de færreste europæiske storbyer, der kan bryste sig af så rent vand i havnen, at det er muligt at afvikle svømmeevents.
Når Europa Cup’en holdes i sammenhæng med motionseventen TrygFonden Christiansborg Rundt, er det fordi koblingen af en eliteevent og en motionsevent skaber en fantastisk synergieffekt. TrygFonden Christiansborg Rundt forventes at kunne tiltrække omkring 3500 deltagere, og dermed også en stor gruppe af tilskuere til Europa Cup’en, mens Europa Cup’en er med til at sætte TrygFonden Christiansborg Rundt på det internationale landkort som en motionsevent, der også er for udenlandske deltagere.
Om TrygFonden Christiansborg Rundt
TrygFonden Christiansborg Rundt afholdes i år for 10. gang. Her tilbagelægger deltagerne 2 kilometer svømning i de københavnske kanaler rundt om Christiansborg. Vil man hellere tilbagelægge de 2 kilometer svømning sammen med et hold, er det også muligt at deltage i Krüger Stafetten, hvor man i hold af fire personer tilbagelægger 500 meter hver.
TrygFonden Christiansborg Rundt finder i år sted samme weekend som ”Kulturhavn” i håbet om, at de to københavner events kan skabe synergi omkring aktiviteter ved og i havnen.
For at deltage i TrygFonden Christiansborg Rundt skal man være fyldt 15 år, men i 2016 tilbyder Dansk Svømmeunion også gratis aktiviteter på land og i vand for større og mindre børn.
Program for dagen
8.30: Europa Cup 6 kilometer
10.00: TrygFonden Christiansborg Rundt 2 kilometer
13.20: Krüger stafetten
14.10: TrygFonden Christiansborg Rundt genoptages med heat nummer 36.
16.00: Sidste heat i TrygFonden Christiansborg Rundt
17.00: TrygFonden Christiansborg Rundt er slut.
Tilmelding
Tilmelding til TrygFonden Christiansborg Rundt sker via www.copenhagenswim.com.
Indtil den 1. maj koster individuel deltagelse 395 kroner (inklusiv en t-shirt), hvorefter prisen stiger til 445 kroner (inklusiv en t-shirt) frem til den 31. juli. Den sidste måned op til afvikling er prisen for at deltage 495 kroner (ekslusiv en t-shirt).
Kontakt
Caroline Kleemann Falster, Dansk Svømmeunion: ck@svoem.dkeller mobil: 61 12 81 87
Facebook: https://www.facebook.com/ChristiansborgRundt/