For fjerde år i træk kåres Eyleifur Jóhannesson fra Aalborg Svømmeklub som Årets Træner. Odder Svømmeklubs Mads Hjorth bliver Upcoming Træner, mens prisen Årets Ildsjæl går til Them Svømmeklubs Diana Nonbo.
Af: Anna BirkbakDer var stort bifald fra Cirkusbygningens publikum til Aalborg Svømmeklubs cheftræner Eyleifur Jóhannesson, der her til aften modtog prisen som Årets Træner ved Dansk Svømme Award 2016. Det er ikke mindre end fjerde gang, Aalborg-cheftræneren fra Island hædres som landets bedste træner.
Derfor var det en stolt prisvinder, der fik overrakt statuetten af formand for Dansk Svømmetræner Sammenslutning (DSTS), Rene Thomsen. Aftenens vært, Michael Stærke, spurgte her prisvinderen om, hvad der netop gjorde, at det er lykkedes så godt i Aalborg Svømmeklub:
- Jeg kommer fra Island, og der prøver man hele tiden at flytte niveauet alle de steder, man kommer, fortæller Eyleifur Jóhannesson. Men jeg er en del af et stort trænerteam i Aalborg, så det er ikke kun mig, der får det til at fungere så godt. Det betyder meget, at jeg modtager prisen, for jeg flyttede til Danmark for at udvikle mig selv og blive en bedre træner. Så tak for anerkendelsen for at være årets træner, slutter Eyleifur af.
Eyleifur modtager prisen for sit ekstraordinære elitearbejde med landsholdssvømmerne Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer, der begge har opnået flotte internationale resultater og OL-kvalifikationer, samt for udviklingsarbejdet i Aalborg Svømmeklub, der i 2015 vandt titlen som danske holdmestre for andet år i træk.
Eyleifur Jóhannesson modtog tirsdag aften prisen som Årets Træner. Foto: Stanko Lugonja.
Flot talentudvikling af Odder-træner
Aftenens anden trænerpris, Upcoming Træner, gik til Odder Svømmeklubs Mads Hjorth. Mads var tydeligt overrasket, da han tog mikrofonen på Cirkusbygningens scene og takkede for prisen, som blev overrakt af næstformand for DSTS, Mick Steen Nielsen.
- Man kan sige, at det er svært at være upcoming træner i Danmark, udtalte Mads Hjorth. Jeg er ikke én af dem, der har lavet rekorder og haft svømmere med til internationale mesterskaber. Men jeg har skabt et miljø og en dansk mester, og jeg er utrolig glad for, at man også hylder det niveau. Lige nu er jeg faktisk klubbens eneste begrænsning, for jeg bliver nødt til at udvikle mig og forny mig, hvis jeg stadig i fremtiden skal kunne give Odder Svømmeklub noget, slutter Mads Hjorth ydmygt af.
Mads modtager prisen på baggrund af sit meget ihærdige arbejde i Odder Svømmeklub, der, udover at være på det bedste niveau nogensinde, fik deres første danske seniormester i unge Lasse Dall ved DM Kortbane 2015. Odder Svømmeklub har nu et veludviklet træningsmiljø, hvilket kom til udtryk ved de regionale mesterskaber sidste år, hvor klubben svømmede flere titler hjem.
En glad Upcoming Træner 2016, Mads Hjorth, takker for prisen fra scenen i Cirkusbygningen.
Foto: Stanko Lugonja.
De frivillige blev også hyldet
Den store svømmefest i Cirkusbygningen startede med en hyldest til de frivillige kræfter i klubberne. Aftenens første pris, Årets Ildsjæl, blev tildelt formand for Them Svømmeklub, Diana Nonbo.
Diana har været med helt fra starten, da svømmehallen skulle bygges, og hun er i dag krumtap for klubbens virke på alle niveauer.
Aftenens vært, Micahel Stærke, benyttede lejligheden til at fortælle en anekdote helt tilbage fra 1989, hvor han som meget ung svømmetræner gerne ville tage mange timer for at blive endnu bedre - og det var netop i Them Svømmeklub. Dengang var det Diana Nonbo, der var formand, og her 27 år senere var det ufatteligt, mente Michael Stærke, at hun stadig var lige så entusiastisk, som dengang.
- Jamen jeg har så mange gode medtrænere og frivillige, udtaler Diana Nonbo. Det er ikke noget, jeg gør alene, og uden dem er jeg ingenting. Jeg synes, at de, der kan gøre en forskel, skal gøre det, for det er hammer sjovt og rigtig fedt at arbedje med frivillige! Vi bærer hinanden, og jeg er mega glad over den her pris. Jeg har næsten lyst til at skrige over det, for det havde jeg slet ikke regnet med, så mange tak.
Diana Nonbo er Årets Ildsjæl 2016. Bliver her interviewet af Michael Stærke på scenen i Cirkusbygningen.
Foto: Stanko Lugonja.
Første awardshow for dansk svømmesport
Dansk Svømme Award er det første show af sin slags for dansk svømmesport. Det er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Svømmeunion, Dansk Svømmetræner Sammenslutning og Copenhagen Event Company.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion