0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EM i svømning – med blikket rettet mod OL i Rio

19-04-2016

10 svømmere udtaget til maj måneds EM i London.
 

Af: Nora Thomsen

Dansk Svømmeunion har med afsæt i resultaterne fra det netop overståede Danish Open i Bellahøj Svømmestadion i København, udtaget et hold på 10 svømmere, der skal repræsentere Danmark ved EM i svømning i London til maj:

- Anton Ipsen, Sigma Swim Birkerød/USA – udtaget i 400 m fri og 1500 m fri
- Viktor Bromer, Aalborg Svømmeklub – udtaget i 200 m butterfly
- Søren Dahl, Herlev Swim/USA – udtaget i 200 m fri
- Rikke Møller Pedersen, Holbæk Svømmeklub/NTC – udtaget i 200 m bryst
- Mie Nielsen, Aalborg Svømmeklub – udtaget i 100 m ryg, 50 m fri og 4x100 m fri holdkap
- Jeanette Ottesen,Vejle Svømmeklub Triton/NTC – udtaget i 100 m butterfly og 50 m fri
- Pernille Blume, Gladsaxe Swim/NTC – udtaget i 50 m fri, 100 m fri og 4x100 m fri holdkap
- Julie Kepp Jensen, JGI/A6 – udtaget i 4x100 m fri holdkap
- Sarah Bro, Gentofte Svømmeklub/NTC – udtaget i 4x100 m fri holdkap
- Emilie Beckmann Tune IF/GTI/NTC – udtaget i 100 m butterfly

 

EM-holdet præsenteret i Cirkusbygningen. Foto: Stanko Lugonja.

Holdet inkluderer flere af dansk svømmesports internationale profiler samt en gruppe af Danmarks mindre rutinerede internationale svømmere.

- Deltagelsen i EM tjener et tosidet formål i vores olympiske sæson. Dels er det en mulighed for allerede kvalificerede OL-svømmere at inkludere EM som en del af deres olympiske forberedelse, dels er det en sidste mulighed for danske svømmere til at kvalificere sig til OL, udtaler Lars Green Bach, sportschef i Dansk Svømmeunion.

Derfor vil der for de svømmere, der allerede har svømmet under kravtider til OL, især være fokus på de enkelte svømmeres præstationer og de fokusområder, de arbejder på at optimere frem mod sæsonens hovedmål i Rio.

- Jeg glæder mig til at se svømmerne i international konkurrence her godt to måneder før det går løs ved OL. Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi vil opleve en masse gode danske løb. Vi har stærke og rutinerede svømmere med til mesterskaberne, der hver eneste dag arbejder benhårdt på at komme til at lykkes med deres præstationer sammen med deres trænere. EM vil give dem et godt fingerpraj om, hvor de er i forhold til at kunne præstere deres bedste i Rio, lyder det fra Lars Green Bach, der fortsætter:

- Endelig glæder jeg mig til at se, om vi kan toppe vores OL-kvalifikation med yderligere nogle svømmere. Vi har set et godt potentiale hos de yngre svømmere gennem noget tid, og det bliver interessant, om de allerede nu kan tage yderligere et skridt fremad og levere præstationer med OL-perspektiv.

Lotte Fris (Gentofte/USA), Anders Lie (Farum Svømmeklub/USA) og Mads Glæsner (Sigma Swim/USA) har også kvalificeret sig til EM i London, men har alle valgt at prioritere OL-forberedelser i USA, hvor de bor og træner til dagligt. Ligeledes har Daniel Skaaning (STT-VAT/NTC) og Magnus Westermann (Herlev Swim/NTC) oven på deres kvalifikation til mændenes OL holdkap i 4x200 m fri at prioritere træningslejr og træning i stedet for konkurrence på dette tidspunkt af sæsonen.

Følgende trænere og eksperter er udtaget til EM:
Nick Juba, cheflandstræner og teamleder ved EM
Dean Boles, landstræner
Eyleifur Johannesson, klubtræner, Aalborg Svømmeklub
Martin Baun, fysioterapeut, Team Danmark
Carsten Hvid Larsen, sportspsykologisk konsulent, Team Danmark
Christian Timm Kejser Hartz, præstationsanalytiker, Team Danmark

EM finder sted i perioden 16. – 22. maj.
Officiel eventside: http://euroaquatics2016.london/

For yderligere information kan sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, kontaktes på e-mail: lgb@svoem.dk og på mobil: 29 20 61 60.

Dansk Svømmeunion.


 






Cookieindstillinger