0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Forrygende førstedag ved Danish Open med to svømmere under OL-kravtider

13-04-2016

Anton Ørskov Ipsen og Mads Glæsner kom begge under OL-kravet onsdag aften ved Danish Open.

Af: Nora Thomsen

På førstedagen af Danish Open i Bellahøj Svømmestadion blev der svømmet virkelig stærkt i langbanebassinet. Faktisk så hurtigt, at to svømmere formåede at kravle under de forjættede OL-kravtider.

 

Resultaterne opnåedes begge i den nervepirrende 400 m fri finale for herrer onsdag aften.
Anton Ørskov Ipsen (Sigma Swim Birkerød/USA), der til daglig studerer i USA, blev hurtigste svømmer i tiden 3.48,39, mens Mads Glæsner (Sigma Swim Allerød/USA), der ligeledes bor og træner i USA til daglig, var lige i hælene på Anton Ørskov Ipsen i tiden 3.48,42. Begge tider er flotte præstationer under OL-kravtiden, som lyder på 3.48,73. At de to svømmere klarede OL-kravtiden fremgik tydeligt af lydniveauet i Bellahøj Svømmestadion, hvor der var stor applaus til de to svømmere, da de nåede i mål.

En anden olympisk brik der faldt på plads under dagens finaleafsnit i Bellahøj, var i damernes 100 m fri finale, hvor Pernille Blume (Gladsaxe Swim/NTC) svømmede klart hurtigste på distancen i tiden 0.54,46. Dermed svømmede Pernille sig ind på damernes olympiske 4x100 m medley holdkap sammen med Mie Østergaard Nielsen (Aalborg Svømmeklub), Rikke Møller Pedersen (Holbæk Svømmeklub/NTC) og Jeanette Ottesen (Vejle Svømmeklub Triton/NTC), der allerede er udtaget til OL. De samme fire svømmere kvalificerede holdkappen til OL med en femteplads ved VM i Kazan, Rusland i 2015.

På juniorsiden formåede Katrine Bukh Villesen, Thisted Svømmeklub, i onsdagens indledende afsnit at sætte dansk juniorrekord i 200 m butterfly i tiden 2.14,53. Katrine sletterher Christina Munkholms (Køge Svømmeklub) næsten fire år gamle juniorrekord fra 2012 og forbedrer tiden med 83/100 sekunder. Denne rekordtid kom imidlertid ikke til at gælde mange timer. Allerede i onsdagens finaleafsnit formåede Katrine således at skære yderligere et halvt sekund af rekordtiden, så den nu lyder på 2.14,03. To stærke præstationer af den unge svømmer fra Thisted. 
I formiddagens indledende 50 m brystsvømning for damer præsterede Josefine B. Pedersen (VAT-CPH/MK31) at forbedre sin egen danske juniorrekord med 17/100 sekunder i tiden 32,22. Et flot resultat af Josefine B. Pedersen.

På førstedagen af Danish Open har 10 svømmere klaret kravtider til EM junior, som afholdes i Ungarn i juli måned.

Det er følgende svømmere:
Amalie Søby Mortensen, Herning Svømmeklub
Cecilie Wiuff, Herlev Svømning
Emily Gantriis, Helsinge Svømmeklub
Helena Rosendahl Bach, Holstebro Svømme-Club
Josefine B. Pedersen, VAT-CHP/MK31
Julie Kepp Jensen, A6/JGI
Katrine Bukh Villesen, Thisted Svømmeklub
Signe Bro, Lyngby Svømmeklub
Andreas Kaas Elmgreen, Lyngby Svømmeklub
Mikkel Gadgaard, Esbjerg Svømmeklub

Kravtider, livetiming, livestreaming samt daglige opdateringer
Kravtiderne til såvel OL, EM og EM for juniorer kan ses via følgende link: http://www.svoem.org/Discipliner/Svoemning/Mesterskaber/Internationale-kravtider/

DR livestreamer alle fem finaleafsnit. Streamingen bliver vist på: http://www.dr.dk/sporten/live/live-ol-medaljer-paa-spil-til-danish-open-i-svoemning

Der vil også være livetiming under stævnet. Dette kan følges via linket: http://livetiming.dk/?cid=2715?&lang=3

Dansk Svømmeunions nyhedssite på www.svoem.dk vil løbende blive opdateret med nyheder og interviews – både i form af tekster og video. Hold således også øje med denne hjemmeside.


Generelt om Danish Open 
Danish Open afholdes i Bellahøj Svømmestadion, Bellahøjvej 1 – 3, 2700 Brønshøj, frem til og med søndag, den 17. april. Hver dag svømmes der to afsnit.
Indledende afsnit svømmes klokken 10.00. Finaleafsnittene svømmes alle dage - pånær søndag – klokken 17.30. Søndag begynder finaleafsnittet derimod klokken 17.00.
 

Program for Danish Open 2016

Der deltager i alt 371 svømmere i Danish Open. Disse er fordelt på 64 klubber.

Da Danish Open er godkendt af det internationale svømmeforbund, FINA, som et officielt OL-kvalifikationsstævne, har svømmere fra flere nationer meldt deres ankomst. Foruden Danmark er der svømmere med fra Færøerne, USA, Luxembourg, Trinidag & Tobago, Belgien, Irland, Frankrig, Holland, Tyskland, Sverige, Bolivia og Palæstina.

Nye tiltag ved Danish Open: Billetsalg og DJ-underholdning ved finaleafsnittene
For første gang ved et Danish Open vil publikum opleve billetsalg i forbindelse med finaleafsnittene.

Priserne er som følger: for voksne, 50 kroner (over 14 år) og for børn (3 – 14 år), 25 kroner.
Billetter til finalerne kan købes på billetto.dk eller ved indgangen (kontant eller MobilPay).
Vær’ opmærksom på, at selvom der måske er udsolgt på billetto.dk er det altid muligt at købe billet i indgangen. Alle kan således komme ind og følge finaleafsnittene.

Registrering af alt presse under stævnet påkrævet
Pressen har adgang til Danish Open mod fremvisning af pressekort. Alt presse skal lade sig registrere ved fremmøde til Danish Open hos Dansk Svømmeunions kommunikationsansvarlig, Nora Thomsen, eller sportschef, Lars Green Bach. Herefter får pressen adgang til stævnet.
I forbindelse med fredagens finaleafsnit vil der være særlige regler for pressens tilstedeværelse. Dette skyldes besøg af Dansk Svømmeunions protektor, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary. For yderligere information herom henvises til Dansk Svømmeunions kommunikationsansvarlig.

Spørgsmål vedrørende OL og EM kan rettes til sportschef Lars Green Bach på mobil: 29 20 61 60. Tilsvarende spørgsmål vedrørende EJM kan rettes til talentansvarlig Thomas Stub på mobil: 20 62 13 50.

Arrangører af Danish Open er Dansk Svømmeunion i samarbejde med Hovedstadens Svømmeklub. 
 

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937


 






Cookieindstillinger