Læs klubformand Jan Urban Hansens argumenter for at prioritere unionens generalforsamling.
Af: Nora Thomsen
Hvert år når Dansk Svømmeunion inviterer til generalforsamling er der et ansigt, som trofast møder op og deltager aktivt. Det er formanden i Svømmeklubben KVIK Kastrup, Jan Urban Hansen.
Formand for Svømmeklubben KVIK Kastrup, Jan Urban Hansen.
Foto: Åge Jakobsen.
Jan er således en af de frivillige i foreningslivet, som på sin klubs vegne prioriterer at være tilstede og sætte sit præg på unionens generalforsamlinger hvert eneste år. Der er her tale om en klubformand, som ikke nøjes med at sidde stille på sin stol og lytte, nej, Jan har som regel noget på hjerte, som bliver delt med bestyrelsen og forsamlingen fra talerstolen.
Og det er noget, som bestyrelsen i Dansk Svømmeunion værdsætter.
- Generalforsamlingen er vores medlemsklubbers unikke chance for at fortælle os – og hinanden - om den retning, som klubberne gerne ser dansk svømning udvikle sig i fremtiden. Det er her, at vi for alvor mærker, om vi gør arbejdet på vegne af SvømmeDanmark godt nok, og det er samtidig her, at klubberne kan pege på idéer til nye indsatsområder og udveksle erfaringer med hinanden, udtaler bestyrelsesmedlem Anders Vestergaard Jensen.
- Og med dansk svømning mener jeg naturligvis også vandpolo, udspring, synkro og livredning, som udgør vigtige områder og discipliner i vores organisation, betoner Dansk Svømmeunions bestyrelsesmedlem, Anders Vestergaard Jensen.
Uheldigvis tegner udviklingen af klubbernes fremmøde på unionens generalforsamling en dyster kurve, hvor stadig færre prioriterer at tilbringe et par timer sammen omkring den ellers vigtige sag. Sidste år mødte kun 19 klubber op til generalforsamlingen – ud af i alt 272 klubber.
De mindre klubber risikerer at komme i klemme uden fremmøde ved generalforsamlingen
Med ovennævnte få deltagere bliver repræsentationen af klubberne helt naturligt forringet. Men særligt de mindre klubber vil blive klemte med det lave fremmøde. Det mener klubformand, Jan Urban Hansen:
- Det er et kæmpe problem, hvis fremmødet kun udgøres af omkring 20 klubber, som vi ved primært er de store klubber.Så er det alene de store klubber, der ytrer sig – og vi, i de store klubber, må nok erkende, at vi ikke har viden nok om, hvad der rører sig i de mindre klubber. Det er derfor yderst vigtigt, at så mange som muligt deltager og deler synspunkter med os andre på generalforsamlingen, udtaler formanden for Svømmeklubben KVIK Kastrup.
Det er på generalforsamlingen, vi kan stille unionen til regnskab for handlinger foretaget i årets løb
Nu er det jo ikke fordi en generalforsamling kun skal være interessant i forhold til at man her har mulighed for at brokke sig, men omvendt, så er det på generalforsamlingen, at også de negative udgydelser skal frem. Og netop dette faktum betoner KVIK Kastrup formanden ligeledes som et vægtigt argument for at møde op.
- Noget af det man skal være ekstremt skarp på i klubberne, det er, at det udelukkende er på generalforsamlingen og til formandens beretning, vi reelt har mulighed for at stille nogen til regnskab for det, der er sket i det forgangne år. Og det inkluderer også arbejdet i Sportsafdelingen. Mange tror fejlagtigt, at man på Sportsafdelingens Områdemøde kan vedtage og forkaste ting. Det er ikke tilfældet. Her skal man sørge for at få fremlagt sine budskaber på generalforsamlingen i stedet for.
Vi må som klubrepræsentanter tage et fælles ansvar
Der er kun gode og vigtige grunde til at prioritere et par timer en lørdag på at deltage i unionens generalforsamling. Og har man derudover lyst til at deltage i fredagens program, er dette også en god mulighed for at høre spændende indlæg og nyde en god middag sammen med ligesindede fra andre klubber. Men årsagen til samværet er grundlæggende ganske seriøst:
- Det handler om at tage del i det fælles ansvar, vi har for udviklingen af dansk svømning. Derfor møder jeg altid op til generalforsamlingen og af samme grund mener jeg også at flere klubber bør prioritere tid til dette årlige samvær, lyder det fra Jan Urban Hansen.
Og lad dette være den afsluttende bemærkning her.
|
Fakta om generalforsamlingen 2016