Tirsdag, den 19. april inviterer Dansk Svømmeunion og DSTS til Dansk Svømme Award 2016 i Cirkusbygningen i København.
Af: Nora Thomsen
Den røde løber rulles ud, når Dansk Svømmeunion i samarbejde med Dansk SvømmeTræner Sammenslutning (DSTS) inviterer til svømmefest i Cirkusbygningen i København. I løbet af aftenen skal der uddeles ni priser og præsenteres et nyt medlem af Svømmesportens Hall of Fame.
2015 var året, hvor de første fem svømmere blev individuelt udtaget til OL i Rio. Det var også året hvor Danmark sikrede sig to nationskvotepladser i holdkapper til OL. I 2015 opnåede Danmark en flot tangering af højeste antal VM medaljer nogen sinde til Danmark med fire VM-medaljer - to af sølv og to af bronze. På juniorfronten viste nye talenter sig frem og ved EM for juniorer/European Games blev det til tre fine medaljer til Danmark. Her var 13 juniorsvømmere med, hvis fokus i høj grad var at indhente en masse international stævneerfaring til de kommende år. Det var også et år, hvor det danske eliteklubmiljø endnu engang gjorde en flot indsats på klubniveau, som er udgangspunktet for, at Danmark kan udvikle de svømmetalenter, der skal skabe internationale resultater i fremtiden. 2015 var i det hele taget et år fyldt med glæde, spænding, forventninger og også skuffelse, og et år der understregede, at dansk svømmesport er følelser.
Dansk Svømme Award 2016 vil blandt andet byde på kåringen af Årets Dame- og Herresvømmer. Herudover optages et nyt medlem i SvømmeSportens Hall of Fame, mens Årets Træner, Årets Talentpris, Årets klub og mange flere bliver kåret.
- Vi glæder os til en festaften i Cirkusbygningen, hvor svømmefølelserne kan få frit spil i salen, når vi kigger tilbage på et svømmesports-år som har budt på en bred vifte af store bedrifter. For os er det vigtigt at se tilbage på året, der er gået og hylde alle de store præstationer, der har været - både blandt atleter, trænere og frivillige, udtaler Kjeld Egebo Larsen, formand i Dansk Svømmeunion og fortsætter:
- Vi har i Dansk Svømmeunion haft drømmen om at introducere et årligt tilbagevendende awardshow i flere år, og det føles rigtig godt, at vi nu endelig gør drømmen til virkelighed. I den forbindelse er det samtidig en stor glæde, at DSTS indgår som samarbejdspartner, lyder det fra Dansk Svømmeunions formand.
Hos DSTS ser man også frem til at rulle den røde løber ud og hylde dansk svømmesport:
- I Dansk Svømmetræner Sammenslutning er vi rigtig glade for, at det, sammen med Dansk Svømmeunion, er lykkedes at arrangere et award show. Det fortjener vores atleter, frivillige, ledere og trænere. DSTS har hidtil kåret årets trænere og årets svømmere, men vi har længe ønsket, at det skulle foregå under mere højtidelige og festlige rammer, som det nu bliver tilfældet i Cirkusbygningen, lyder det fra René Thomsen, formand for DSTS.
Dansk Svømme Award 2016 vil blive vist på TV. Mere info herom følger. Hold øje med Dansk Svømmeunions hjemmeside.
Aftenens prisoverrækkelser krydres med show og entertainment ved Wallmans professionelle artister som i forvejen er kendte for deres shows i Cirkusbygningen.
Husk at indstille kandidater senest 14. februar
Til flere af priserne kan der indstilles kandidater. Det gælder følgende priser:
Årets Træner, Upcoming Træner, Talentprisen, Den Gyldne Badehætte, Årets Klub, Årets Ildsjæl og Officialprisen.
Vær’ opmærksom på, at deadline for indstilling er søndag, den 14. februar. Læs meget mere om indstillings- og afstemningsproceduren på Dansk Svømmeunions hjemmeside.
De nominerede offentliggøres løbende i februar måned, og senest 1. marts vil alle nominerede til de priser, hvor prismodtageren findes via afstemning, være at se på Dansk Svømmeunions hjemmeside.
Det officielle hashtag på de sociale medier vil være #svømmeaward
Oversigt over priser ved Dansk Svømme Award 2016
Årets Damesvømmer
Årets Herresvømmer
Talentprisen
Den Gyldne Badehætte
Årets Træner
Upcoming Træner
Årets klub
Årets ildsjæl
Officialprisen
Svømmesportens Hall of Fame (medlemskab)
Hvad angår sidstnævnte ”Svømmesportens Hall of Fame, så blev denne etableret i forbindelse med EM i Herning i 2013. Her blev 12 personer udpeget til medlemskab i den eksklusive klub. Ved Dansk Svømme Award 2016 udpeges således det 13. medlem. Se oversigten over medlemmer i Svømmesportens Hall of Fame her.
Læs meget mere om billetsalg, de forskellige priser, kategorier og afstemningsprocedurer på Dansk Svømmeunions hjemmeside.
Praktisk information
Dansk Svømme Award 2016 afholdes i Cirkusbygningen, Jernbanegade 8, 1608 København V. (placeret på Axeltorv), tirsdag, den 19. april. Selve showet starter klokken 20.00.
For yderligere information
Har du spørgsmål til Dansk Svømme Award 2016 kan Trine Gudnitz kontaktes på e-mail: svoemmeaward@svoem.dk
Du er også velkommen til at kontakte Nora Thomsen, kommunikationsansvarlig i Dansk Svømmeunion, på telefon: 44 39 44 53.
Formand for Dansk SvømmeTræner Sammenslutning, René Thomsen, kan kontaktes på mobil: 26 62 98 41.
Dansk Svømme Award 2016 løftes i samarbejde med Copenhagen Event Company, der har stor ekspertise ud i afholdelse af konferencer, kongresser og, som her, events.
Hos Copenhagen Event Company kan Bo Ilskjær, partner, kontaktes på mobil: 25 90 12 12.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937