0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EM kortbane med gode danske muligheder for at kæmpe med om medaljer

30-11-2015

Samtidig desværre også et mesterskab med ærgerligt afbud fra syg Mads Glæsner.

Af: Nora Thomsen

Ved det første internationale mesterskab siden det resultatmæssigt succesfulde VM i russiske Kazan i august er der syv danske svømmere klar til start. Holdet har de to VM-finalister Jeanette Ottesen (Vejle Svømmeklub Triton/NTC) og Viktor B. Bromer (Aalborg Svømmeklub) som spydspidser i front for en gruppe af yngre svømmere med mindre international stævneerfaring.

Når EM på kortbane begynder i israelske Netanya på onsdag, den 2. december, er det med cirka 500 svømmere klar til start fra i alt 48 europæiske nationer. Herunder nogle af verdens absolutte topatleter som eksempelvis verdens- og europamestrene engelske Adam Peaty, svenske Sarah Sjöström og ungarske Katinka Hosszu.

EM på kortbane i et olympisk år betyder dog også, at nogle af de øvrige internationale topsvømmere ikke stiller til start, fordi de allerede nu udelukkende fokuserer på langbane og OL-kvalifikation i løbet af første halvår af 2016.

Det samme gør sig gældende for det danske hold, hvor to af de allerede udtagne olympiske svømmere, Jeanette Ottesen og Viktor B. Bromer, er med på holdet i Israel, mens Lotte Friis (Gentofte Svømmeklub/USA), Rikke Møller Petersen (Holbæk Svømme Klub/NTC) og Mie Ø. Nielsen (Aalborg Svømmeklub) har prioriteret anderledes, og derfor ikke stiller op.

- Vores officielle ambition er at være med i kampen om tre medaljer og svømmere i seks finaler. Det er ambitiøst, når vi kigger på holdets størrelse og sammensætning, samt feltet af konkurrenter. Vi kan sagtens have et rigtig godt stævne, uden at vi når vores ambition. Det store fokus i denne sæson er naturligvis OL i Rio, der jo foregår på langbane, siger Dansk Svømmeunions sportschef Lars Green Bach og fortsætter:

- Så allervigtigst for os er, at svømmerne præsterer nogle optimale løb, at de udvikler sig og kæmper for hver eneste placering. Det gælder, hvad enten vi taler kampen om medaljer for vores VM-profiler, eller de mindre erfarne svømmeres muligheder for at opnå placeringer i semifinaler og finaler, lyder det fra sportschef Lars Green Bach.  

Ærgerligt afbud fra syg Mads Glæsner
Optakten til EM har desværre også budt på et ærgerligt afbud fra Mads Glæsner (Sigma Swim Allerød/USA), der ellers også var finalefavorit i 400 m fri, og på sine bedste dage er en stærk udfordrer i medaljekampen. 

- Jeg talte med Mads i lørdags, og det er virkelig ærgerligt. Han har set ud til at være i fin form, og jeg ved, at han virkelig så frem til konkurrencerne i Israel. Men han har ikke været 100 procent på toppen i et par dage, og er nu blevet rigtig syg med influenzalignende symptomer. Det giver ingen mening for Mads at rejse til Israel i den situation. Heldigvis agerer Mads meget professionelt, og jeg er overbevist om, at han så hurtigt som han overhovet kan, vil rette fokus på den langbanesæson, der venter lige om hjørnet, og gøre alt hvad han kan for at vende stærkt tilbage til vores OL-kvalifikationsstævne Danish Open i april, siger Lars Green Bach afslutningsvis.

EM-holdet består af følgende syv svømmere:
Viktor B. Bromer, Aalborg Svømmeklub
Jeanette Ottesen, Vejle Svømmeklub Triton/NTC
Julie Aglund Lauridsen, Svømmeklubben Triton Ballerup/NTC
Sarah Bro, Gentofte Svømmeklub/NTC
Emilie Beckmann, Tune IF/GTI/NTC
Magnus Jákupsson*, Farum Svømmeklub
Julie Kepp Jensen*, JGI/A6

*Svømmeren er udtaget subjektivt.

Mesterskaberne forløber i perioden onsdag, den 2. december – søndag, den 6. december.
Hver dag svømmes der indledende afsnit klokken 08.30 og finaler klokken 16.30 (dansk tid).

For yderligere kontakt til holdet kan sportschef Lars Green Bach kontaktes på mobil: 29 20 61 60. Lars er med holdet i Israel.

Dansk Svømmeunion henstiller at der under EMK ikke tages direkte kontakt til svømmerne, men at alt mediekontakt til svømmerne går via sportschef Lars Green Bach

Officiel event-hjemmeside: www.isr2015ec.org
På den officielle event-hjemmeside fremgår program, startlister med mere. På samme hjemmeside vil også resultater fremgå, når det går løs.


Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937


 






Cookieindstillinger