Fire vellykkede dage er afsluttet i Gladsaxe med udtagelse af 34 svømmere til NM/NJM.
Af: Nora Thomsen
Søndag aften blev der sat et fint punktum på fire travle konkurrencedage i Gladsaxe Svømmehal, hvor svømmere fra 70 svømmeklubber har kæmpet det bedste, de har lært, i kampen om podiepladser, kvalifikationer og personlige rekordtider.
Blandt søndagens mange fine resultater skal særligt Katrine Bukh Villesens tid i 400 m individuel medley fremhæves, da hun i tiden 4.41,33 sætter dansk juniorrekord og dermed sletter Mie Ø. Nielsens rekord fra 2011 og forbedrer tiden med 44/100 sekunder. Et virkelig flot resultat af den unge Thisted-svømmer.
I løbet af mesterskaberne er det blevet til en enkelt seniorrekord og i alt fem danske juniorrekorder. Hertil naturligvis talrige personlige rekordtider.
Blandt de rutinerede seniorsvømmere, som deltog ved mesterskaberne, blev det ikke overraskende til mesterskabstitler – her kan eksempelvis nævnes Mie Ø. Nielsen (Aalborg), Viktor B. Bromer (Aalborg), Mads Glæsner (Sigma Swim Allerød/USA) og Pernille Blume (Gladsaxe SVØM/GSC/NTC).
Også svømmere som Kristina Thomsen (Gladsaxe SVØM/GSC), Line Jørgensen Bruun (Aalborg) og Magnus Jakupsson (Farum) viste gode takter ved mesterskaberne.
Tobias B. Bjerg var også stærkt svømmende, og leverede stævnets ene seniorrekord, som blev sat i 50 m brystsvømning, hvor AGF-svømmeren da også blev dansk mester. Da Tobias fortsat er juniorsvømmer, blev det samtidig til en dansk juniorrekord på distancen. Noget af en kraftpræstation af den unge svømmer, som selv var indehaver af de tidligere rekorder på distancen.
Lørdag blev en dansk juniorrekord, som har været gældende i ikke mindre end 13 år, slettet. Det stod Trine Kjøngerskov, Herning, for, da der blev svømmet indledende 200 butterfly. Trine sletter her Frederikke Glæsners juniorrekord fra 2002 og forbedrer tiden med 26/100 sekunder i tiden 2.13,20.
Om de netop afsluttede mesterskaber udtaler Dansk Svømmeunions sportschef Lars Green Bach:
- Det har glædet mig at se de mange personlige rekorder svømmerne har opnået, og den stigende bredde af svømmere lige under vores internationale profiler ved dette DM på kortbane. I rigtig mange løb har der været tætte opgør om placeringerne mellem svømmere fra en række forskellige klubber. Det vidner om, at klubbernes svømmere, trænere og ledere på lange stræk udfører et solidt stykke arbejde i dagligdagen. Jeg ønsker alle et stort tillykke hermed og håber, at de vil lykkes med at overføre de gode takter til den forestående langbanesæson frem mod Danish Open i april og DM på langbane i juni, lyder det fra Dansk Svømmeunions sportschef Lars Green Bach.
Mesterskaberne i Gladsaxe Svømmehal bød ligeledes på spændende og afgørende kvalifikationer til december måneds NJM og NM i svømning, som afholdes i Bergen i perioden 11. – 13. december.
Efter søndagens finaler kunne Dansk Svømmeunion derfor præsentere de to hold, som skal repræsentere Danmark ved henholdsvis NJM og NM.
Holdet til NJM består af følgende 24 svømmere:
Andreas Kaas Elmgreen, Lyngby Svømmeklub
Emilie Falbe-Hansen, Gentofte Svømme Klub
Emily Gantriis, Helsinge Svømmeklub
Frederik Dalhøj Paulsen, Sigma Swim Birkerød
Freja Gram, Gladsaxe SVØM/GSC
Giano Grillo, Hovedstadens Svømmeklub
Johan Bragason, Vallensbæk IF Af 1939
Johan Müller, Svømmeklubben Triton Ballerup
Jonas Bruun Sleiman, Esbjerg Svømmeklub
Josefine B. Pedersen, VAT Copenhagen-MK31
Josephine Holm, Svømmeklubben Kvik, Kastrup
Julie Kepp Jensen, A6
Katrine Bukh Villesen, Thisted Svømmeklub
Klara Reeh, Lyngby Svømmeklub
Magnus B. Høgild, Herning Svømmeklub
Merete Toft Jensen, Holstebro Svømme Club
Mikkel Gadgaard, Esbjerg Svømmeklub
Mikkel-Emil Rosenbom, Lyngby Svømmeklub
Signe Bro, Lyngby Svømmeklub
Simon Lundby Pedersen, Esbjerg Svømmeklub
Simon Vingolf Larsen, Esbjerg Svømmeklub
Tobias B. Bjerg, Agfs Svømmeafdeling
Trine Kjøngerskov, Herning Svømmeklub
Victoria Bierre, Gladsaxe Idræts Forening
Holdet til NM består af følgende 10 svømmere:
Carolina Erichsen, Sigma Swim
Christina Munkholm, Køge Svømmeklub
Nicholas Blanch, Aalborg Svømmeklub
Jonas Kistorp, Lyngby
Marcus Kroyer Svendsen, Svømmeklubben Kvik
Christian Rasmussen, STO/OSK
Kristina Thomsen, Gladsaxe SVØM/SGC
Hanna Strunge Nissen, Svømmeklubben Kvik
Line J Bruun, Aalborg Svømmeklub
Marie Voigt Lauridsen, Esbjerg Svømmeklub
Om de 10 svømmere udtaget til NM udtaler landstræner Dean Boles, at de har leveret rigtig fin svømning ved DM, og at det bliver særdeles interessant at følge disse svømmere, når de om få uger skal konkurrere ved et spændende nordisk stævne i Bergen.
33 af de ialt 34 udtagne svømmere til NJM og NM i Gladsaxe Svømmehal søndag aften.
Foto: www.sttfoto.dk
Se alle dagens resultater på: http://www.livetiming.se/program.php?cid=2485&session=1
Mens nogle svømmere skal videre til NJM/NM er der rigtig mange svømmere, som nu skal hjem til klubben og træne fokuseret frem mod næste store udfordring – DM for hold – som finder sted i december måned i flere svømmehaller. Således er der stadig vigtige præstationer i vente før de fleste svømmere kan lade julefreden sænke sig for en kort stund.
Tak til Gladsaxe Svømmeklub for et vellykket dansk mesterskab på kortbane 2015.
Kontaktpersoner
For henvendelse vedrørende seniorsvømmernes resultater henvises til Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, på mobil: 29 20 61 60.
For spørgsmål til NJM-udtagelser henvises til Dansk Svømmeunions talentansvarlig, Thomas Stub, på mobil: 20 62 13 50.
DM på kortbane afholdes i samarbejde mellem Gladsaxe Svømmeklub og Dansk Svømmeunion.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937