Dansk Svømmeunion afholder VM-pressemøde på onsdag, den 8. juli.
Af: Nora Thomsen
___________________________________________________
Dato: Onsdag, den 8. juli 2015.
Tid: Klokken 11.00 - 12.00.
Sted: Bellahøj Svømmestadion, Bellahøjvej 1-3, 2700 Brønshøj.
Cheflandstræner Nick Juba præsenterer svømmerne og fortæller om
forventningerne til de forestående mesterskaber.
Herefter vil der være mulighed for interviews med VM-truppen.
___________________________________________________
Til VM i Kazan, Rusland, skal et virkelig godt VM-resultat fra 2013 i Barcelona forsvares. Her blev det til fire medaljer, heraf en af guld og tre af sølv samt otte finaler. Hertil blev der præsteret en Verdensrekord, en Europarekord samt syv danske rekorder. Dengang bestod holdet af blot fire svømmere. I år består VM-holdet af 11 svømmere:
Danmarks VM-hold 2015:
Jeanette Ottesen, Vejle Svømmeklub Triton/NTC
Lotte Friis, Gentofte Svømmeklub/North Baltimore Aquatic Club (NBAC), USA
Mie Ø. Nielsen Aalborg Svømmeklub
Pernille Blume, Gladsaxe Svøm/NTC
Rikke Møller Pedersen, Herning Svømmeklub/NTC
Anders Lie, Farum Svømmeklub/University of Michigan, Club Wolverine, USA
Daniel Skaaning, STT-VAT/NTC
Mads Glæsner, Sigma Swim Allerød/Trojan Swim Club, USA
Magnus Westermann, Herlev Svømning/NTC
Søren Dahl, Herlev Svømning/NC State University, USA
Viktor Bromer, Aalborg Svømmeklub
Siden VM-udtagelsen i april er gået en række gode og udbytterige forberedelses-måneder. Udover en intensivering af træningen har perioden blandt andet budt på tests samt trænings- og restitutionsoptimering i samarbejde med Team Danmarks sportsfysiologiske eksperter. Endvidere er perioden blevet brugt på individuelle drøftelser af værktøjer til mental præstationsoptimering med Team Danmark sportspsykolog Carsten Hvid Larsen. Det internationale anerkendte stævne Mare Nostrum har været en anden vigtig milepæl frem mod VM, og her viste svømmerne gode takter i selskab med nogle af deres centrale VM-konkurrenter.
Medio juli rejser VM-truppen til Kroatien på træningslejr før den endelige afrejse direkte videre til Kazan den 28. juli. VM i svømning forløber i perioden 2. – 9. august.
Til pressemødet vil svømmerne Lotte Friis og Mads Glæsner ikke være tilstede eftersom de fortsat træner i USA og først støder til VM holdet senere.
Husk at tilmelde dig pressemødet
Dansk Svømmeunion beder om positiv tilbagemelding senest mandag, den 6. juli klokken 16.00.
Besked herom bedes rettet til Dansk Svømmeunions kommunikationsansvarlige, Nora Thomsen, på e-mail: nt@svoem.dk
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion