European Games er nu for alvor i gang for de danske juniorsvømmere i Baku.
Af: Nora Thomsen
I tirsdagens finaleafsnit af EJM i svømning i Baku, hvor European Games afholdes i disse dage, stod der finale i 4x100 m fri holdkap for piger på programmet. Og her lykkedes det for det danske hold at svømme sig ind på en samlet femteplads i tiden 3.50,07. En rigtig god præstation af de fire piger, som her er blot 41/100 sekunder fra den danske juniorrekordtid sat tilbage i juli 2011.
Det danske hold oven på den flotte holdkappræstation - fra venstre: Josephine Holm (Svømmeklubben KVIK),
Signe Bro (Gentofte), Julie Kepp Jensen (JGI/A6) og Emily Gantriis (Helsinge).
Guldet blev i pigernes holdkap svømmet hjem af Rusland i tiden 3.43,63. Sølv til Holland i tiden 3.44,10 og endelig bronze til England i tiden 3.45,80.
I 50 m brystsvømning lykkedes det for Josefine B. Pedersen, MK31/VAT-CPH, at sætte i alt tre danske juniorrekorder i dag. Den første rekord blev sat i indledende afsnit i tiden 32,46. Herefter blev det i aftenens semifinale til en forbedring af morgenens rekordtid med 2/100 sekunder i tiden 32,44, som rakte til den altid lidt ærgerlige niendeplads og dermed 1. reserve plads til finalen.
Med kort varsel får Josefine herefter besked på, at en svømmer ikke er dukket op til finalen, og at Josefine dermed får pladsen. Trods en hektisk optakt formår den 16 årige svømmer fra MK31/VAT-CPH at levere endnu en juniorrekord på distancen, da hun her bliver noteret for tiden 32,39 og slutter som nummer syv. En stærk samlet præstation af Josefine på denne førstedag af European Games.
Josefine B. Pedersen kan være yderst tilfreds
med tirsdagens præstationer ved European Games.
Guldet gik i finalen til Maria Astashkina, Rusland, i tiden 31,58. Sølv til tyske Laura Kelsch i tiden 31,87. Bronze til Nolween Herve, Frankrig, i tiden 32,08.
I aftenens afsnit kunne vi også glæde os til at følge Julie Kepp Jensen i 100 m fri semifinalen. Svømmeren fra JGI/A6 bliver her noteret for tiden 56,90 og slutter som samlet nummer ni – med blot 1/100 sekunder ned til ottendepladsen og dermed en finaleplads.
Endelig var der også dansk deltagelse i pigernes 200 m butterfly semifinaler.
Her bliver Helena R. Bach, Holstebro, noteret for tiden 2.20,53 og bliver samlet nummer 15.
Herning-svømmeren Trine Kjøngerskov følger lige derefter og bliver nummer 16 i tiden 2.21,09.
Førstedagen af European Games er forløbet tilfredsstillende ifølge Dansk Svømmeunions talentansvarlig, Thomas Stub.
- Vi har haft en god start på disse juniormesterskaber og har masser af spændende løb i vente de kommende dage. Og jeg vil sige, at svømmerne har arbejdet rigtig godt i dag med de ting, som de hver især har fokus på, udtaler Thomas Stub fra Baku.
Se alle dagens resultater på den officielle hjemmeside her.
European Games/EJM i svømning fortsætter i morgen, onsdag, med indledende afsnit klokken 06.30 dansk tid.
For yderligere information henvises til Dansk Svømmeunions talentansvarlig, Thomas Stub, på det særlige Baku-mobilnr.: +994 77 484 1265.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion