Aftenens finale i herrernes 3 meter endte med flot 7. plads til Andreas Sargent Larsen fra Lyngby.
Af: Victor Valore, Anna BirkbakAndreas Sargent Larsen (Lyngby Udspringsklub af 2002) stod overfor sin sidste udfordring i European Games, da han her til aften skulle springe finale i herrernes 3 meter-konkurrence. En konkurrence, som var domineret af store udspringsnationer som Storbritannien, Rusland, Italien og Tyskland.
Andreas Sargent Larsen i sin landsholdsdragt i Baku. Foto: Victor Valore.
Med 207,45 point båret videre fra den indledende runde skulle Andreas starte ud med 3½ forlæns salto. Et spring han elsker at udføre, og som i træningen oftest laves til 7½/8. Springet kom dog skidt fra start og endte med 4½/5.
Andet spring var 2½ salto med dobbelt skrue. Springet blev udført fint og gav karaktererne 6½/7. 2½ tysker var tredje spring, springet som kiksede i den indledende runde. Det blev bedre i finalen, men ikke som vi gerne ville have haft det.
- Jeg kom for tidligt ud af rotationen, siger Andreas om springet, der ender i underslag.
2½ baglæns salto hoftebøjet til 6/6½ var et udmærket spring, men der kunne have været klemt en karakter mere ud af dommerne, hvis springet havde været mere i flow. 2½ molbergsalto blev også leveret på rutinen, en fin karakterer, men ikke en karakter som kunne rykke ved nogle placeringer i Andreas’ favør.
- Det er en godkendt og udmærket præstation, omen en smule rutinepræget, fortæller landstræner Claus Friislund. At Andreas som 16-årig kan springe sig ind midt i finalefeltet og bl.a. slå begge de tyske udspringere er rigtig, rigtig fint.
Forventningerne til Andreas individuelt var at komme i finalen, og slutresultatet er altså hhv. en 5. plads på 1 meter og 7. plads på 3 meter.
- Med sidste individuelle konkurrence ved de første European Games har Andreas leveret resultater, som overgår vores forventninger, fortæller teamchef for udspring, Victor Valore.
I morgen skal Danmark i sin sidste udfordring, når Martin Bang Christensen springer herrer platform. Den indledende runde starter klokken 13.00 i Baku, klokken 10.00 dansk tid.
Derudover har DR Sporten givet Andreas Sargent Larsen muligheden for at overtage deres Snapchat-profil. Så hvis du bruger app'en, så tilføj 'drsporten' og følg Andreas' snaps i løbet af dagen i morgen, hvor han vil dække Martins konkurrencer og andre aktiviteter i Baku!