Med is i maven lykkedes det for den unge udspringer at kvalificere sig til aftenens finale på 1 meteren.
Af: Victor Valore, Anna BirkbakDagens indledende runde på herre 1 meter var ventet med spænding, da Andreas Sargent Larsen (Lyngby Udspringsklub af 2002/LUK2002) skulle vise sin form efter sit juniorverdensmesterskab i Penza sidste år.
I Penza var Andreas sidsteårs B-udspringer, hvilket vil sige i aldersgruppen af 14-15-årige. Siden 1. januar har Andreas været gruppe A-udspringer, altså gruppen af 16-18-årige. Således er Andreas blandt de yngste deltagere i deltagerfeltet i Baku.
I de fem første stilspring, med en samlet maksimal sværhedsgrad på 9,0, havde Andreas valgt at satse på to sværere spring i 4. og 5. runde, og han startede derfor ud med meget simple spring i de første to runder.
Andreas Sargent Larsen mit i et spring. Foto: Victor Valore
Første runde placerede således Andreas på en 28. plads ud af 30 deltagere. Han formåede derpå at avancere 18 pladser over de næste fire runder og nåede således en 10. plads ved afslutningen af stilspringene.
Fjerde runde blev første gang, hvor vi rigtigt så Andreas’ talent udfolde sig, da han lavede sin Isander til 8/8½. Det fortsatte videre i femte runde, hvor han hentede 7/7½ for sin halvanden tyskersalto. Sådan fortsatte stortalentet i 6. og 7. runde, således at han nåede op på en samlet 5. plads.
2½ tyskersalto i 8. runde kom skævt af sted med skuldrene og lidt for langt bagud ved afsættet. Udførelsen af dette spring kostede potentielt 18 point. Fokus var tilbage i 9. runde, og afslutningen med 2½ molbergsalto til 6½/7 gav mere end 60 point, og Andreas landede på en samlet 7. plads og dermed en plads i finalen.
- Det var en fantastisk fornemmelse at komme op af vandet, se resultattavlen og vide, at finalepladsen var hjemme, siger en storsmilende Andreas Sargent Larsen umiddelbart efter sidste runde.
Udspringerne viderefører deres point fra de fem stilspring til aftenens finale. Da Andreas i dag har lavet personlig rekord på disse spring, står han således rigtig fint inden finalen, hvor der skal laves fem frie spring.
Andreas har sammen med landstræner Claus Friislund vurderet, at der burde være mulighed for at vride flere point ud af de frie spring og har således besluttet ikke at ændre springliste til aftenens finale, men i stedet at gentage de samme spring som i indledende runde.
Inden de forlader Baku Aquatics Center for at komme hjem til frokost udtaler landstræner Claus Friislund:
- Jeg havde en forventning om, at Andreas ville kvalificere sig på 1 meter-vippen, men at han slutter på en 7. plads i et samlet finalefelt på 12 atleter, hvoraf kun tre er årgang 1999, er helt enestående. Jeg ser med spænding frem til aftenens finale!
Læs mere om de to udspringere, som repræsenterer Danmark i Baku frem til den 21. juni her.