I forbindelse med en klubmatch mellem Silkeborg og Lyseng svømmeklubber fredag aften, blev Sara L. Nielsen overrakt Årets Synkropris 2015.
Af: Nora Thomsen
Til at overrække Årets Synkropris stod leder af Synkrosektionen, Sidsel Homann, klar. Hun roste prismodtageren for et mangeårigt bredtfavnende engagement indenfor sporten.
- Du (red. Sara) har været med i forreste linje i dansk synkrosvømning i flere årtier. Først som juniorlandsholdssvømmer, så som Danmarksmester, og siden som træner for både juniorlandsholdet og Silkeborg Svømmeklub. Du har i alle årene udvist en helt særlig ildhu i forhold til udvikling af synkro i Danmark. Som træner har du fulgt dine svømmere i tykt og tyndt og har formået at udvikle utallige talenter til dansk synkro.
Sara har altid været åben overfor nye træningstiltag indenfor synkrosporten og har nysgerrigt suget til sig, hvor det har været muligt at hente inspiration.
- Du har formået at udvikle dine træningsmetoder og kompetencer med en helt særlig indsats. Du har samlet tips og tricks til din sorte bog såvel her hjemme som i udlandet og du har formået at omsætte læringen til dagligdagens træning, lød det således her fra Sidsel Homann.
Sara har valgt inden længe at tage på en jordomrejse over en længere periode og forlader derfor nu dansk synkro.
Ingen tvivl om, at Sara vil blive savnet i dansk synkro, men hvem ved, om det måske kunne blive til et gensyn indenfor dansk synkro igen en dag. Som Sidsel Homann udtrykte det afslutningsvis:
- Vi håber, at du en dag finder vej til et hjørne af dansk synkro igen – om ikke andet, så som tilskuer.
Oven på de smukke ord blev Årets Synkropris overrakt en glad og overrasket prismodtager.
Tillykke til Sara L. Nielsen med den flotte hæder og samtidig ønsker om en rigtig god rejse.