I dagens finalerunde blev Hovedstadens svømmeklubs damehold velfortjent Danmarksmester efter at have slået først Fyns damer 15-6 og derefter Lystrup 15-6 igen
Årets finalerunde blev spillet på Aarhus svømmestadion, hvor der var velbesøgt af tilskuere, da kampene blev fløjtet i gang kl. 12.30. Første kamp stod mellem Hovedstadens Svømmeklub (HSK), der spillede sit første DM, og FYN, der består af et startfællesskab mellem Tommerup Svømmeklub, OSLF og Herning. Fyns hold var præget af skader hos nogle af deres rutinerede spillere, så det var et meget ungt hold, der skulle tage kampen op mod det stærke HSK hold. Det blev da også en for stor mundfuld, og kampen endte 15-6 til københavnerne. De små fynspiger havde dog nogle dygtige skytter og overraskede HSKs målmand flere gange.
I dagens anden kamp mødte FYN hjemmebaneholdet Lystrup IF, der vandt DM sidste år. Igen måtte de unge spillere se sig slået. Det var dog meget lige indtil 5-5, hvor Lystrup fik et par hurtige mål, og FYN måtte slippe taget. Kampen endte 17-6 til Lystrup.
Derefter var den afgørende kamp mellem HSK og Lystrup, og det er traditionelt kampe, der kan gå begge veje. HSK kom hurtigt på 2-0, men gik derefter lidt i stå. Kampen stod meget lige og var derfor temmelig nervepirrende for alle implicerede. Begge hold havde utroligt mange skud på træværket og målmændene tog nogle gode forsøg. Men HSK fik kørt Lystrup trætte og vandt med 15-6 igen, selvom de brændte to straffekast.
DM-guldet endte dermed i København, sølvet gik til Lystrup og FYN fik bronze.
1. divisions medaljerne blev uddelt i samme ombæring, og også her tog HSK guldet efter have skrabet flest point sammen i foråret. Lystrup fik sølv og FYN fik bronze.