0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk Svømmeunion ansætter sportschef

09-01-2015

Per 1. februar er sportschef-stolen i Dansk Svømmeunion atter fyldt ud.

Af: Nora Thomsen

Den nye sportschef kommer fra en stilling i Team Danmark og har ligeledes flere års ansættelse fra svømmeklubber med i bagagen.

Det er med glæde at Dansk Svømmeunion kan oplyse, at unionens sportschef fra 1. februar 2015 hedder Lars Green Bach. 
 


Lars Green Bach, som senere på året kan fejre 40 års fødselsdag,
kommer til at overtage jobbet efter Mikkel von Seelen, som stoppede
ved udgangen af december. FOTO: das BURO for Team Danmark.

Lars har en mangeårig baggrund indenfor svømning. Har blandt andet været ansat som cheftræner i Svømmeklubben 68, Hjørring (2000 - 2003) og i Svømmeklubben Vest Brøndby (2006 – 2008). Over en tre-årig periode (2003 – 2006) var Lars endvidere administrerende leder og elitetræner i Lyngby Svømmeklub.
I 2008 skiftede Lars imidlertid de mange års beskæftigelse ved klorvandet ud med et job i Team Danmark, hvor han i dag er ansat som teamleder for talent- og kompetenceudvikling.

Gennem årene har Lars været direkte tilknyttet Dansk Svømmeunion i arbejdet med at udvikle på unionens tilbud indenfor træneruddannelser og har således siden 2003 været instruktør på Dansk Svømmeunions træneruddannelser og siden 2011 fagleder for unionens træneruddannelser. Selv har han da også gennemført den højeste træneruddannelse i Danmark i form af Idrættens Trænerakademi (ITA).   

Som chef for Dansk Svømmeunions sportsafdeling bliver det Lars’ overordnede ansvar at fortsætte implementeringen af Svømmeplan 2016 og således sikre, at der er en rød tråd fra det mindste nationale mesterskab til det største internationale mesterskab (VM og OL).
Den nye sportschef får det overordnede faglige og organisatoriske ansvar for Dansk Svømmeunions konkurrenceaktiviteter samt national og international elite, ligesom han får det overordnede ledelsesansvar for Sportsafdelingen. 

Om det kommende job udtaler Lars Green Bach: 
- Jeg er utrolig glad for, at jeg får mulighed for at stå i spidsen for Sportsafdelingen i en af dansk eliteidræts traditionsrige sportsgrene. Der er i svømning et rigtigt godt fundament med sportslig potentiale på både kort og lang sigt, og jeg glæder mig meget til at samarbejde med dansk svømnings mange passionerede svømmere, trænere og ledere om at realisere potentialerne og omsætte dem til internationale resultater, lyder det fra Dansk Svømmeunions kommende sportschef, der fortsætter:
- Den internationale eliteidræt er inde i en rivende udvikling. Det gælder også svømmesporten. Den udfordring stiller store krav til os alle om en målrettet og sammenhængende indsats i det daglige arbejde. Jeg tror på, at vi i dansk svømning formår at videreudvikle de stærke rammer, der er for svømmesporten herhjemme.

I Dansk Svømmeunion er der glæde over at have skrevet kontrakt med Lars Green Bach:
- Processen med at finde den rette mand til at lede arbejdet i Sportsafdelingen fremadrettet har selvfølgelig fyldt meget den seneste måneds tid. Det er afgørende, at vi får en person med den rette profil til denne stilling. I den forbindelse er jeg rigtig glad for at have fået Lars Green Bach med på holdet. Han har den rette baggrund til at udfylde posten og jeg føler mig overbevist om, at dansk elitesvømning styrkes yderligere som følge af Lars Green Bachs indsats i de kommende år, udtaler direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen.

Også hos Team Danmark er der gode forventninger til den nye sportschef:
- I Team Danmark er vi stolte over, at Dansk Svømmeunion har ansat Lars Green Bach som sportschef. Samtidigt glæder vi os over, at Lars’ kompetencer fortsat kommer eliteidrætten til gavn. Vi er overbeviste om, at Dansk Svømmeunion vil få stort udbytte af Lars’ faglighed og erfaring i stillingen som sportschef.
Lars blev ansat i Team Danmark i 2008, hvor han også blev færdig med en uddannelse som biolog. Kombineret med sine funktioner i Team Danmark, en træneruddannelse på højeste niveau (ITA) og tidligere træneransættelser i forskellige svømmeklubber, er Lars nu klar til sportschef-jobbet på sin egen ”hjemmebane”. Team Danmark ønsker såvel Lars som Dansk Svømmeunion alt det bedste med samarbejdet, udtaler Per Boldt Jørgensen, chefkonsulent og konstitueret leder i Team Danmark.
 
Lars Green Bach har en kandidatuddannelse i biologi fra Københavns Universitet. Er bosiddende i Skovlunde, gift og far til tre børn.

Yderligere information:
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, kontaktes på mobil: 21 49 09 37.
Lars Green Bach kan kontaktes på mobil: 29 35 25 03.
Hos Team Danmark kan Per Boldt Jørgensen, chefkonsulent og konstitueret leder, kontaktes på mobil: 40 26 25 34.
 
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion