0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Lone Hansen bliver ny direktør i Team Danmark

17-12-2014

Nuværende direktør i Anti Doping Danmark, Lone Hansen, overtager stillingen til februar 2015.

Af: Nora Thomsen

Pressemeddelelse, udsendt af Team Danmark onsdag formiddag.

Det bliver Lone Hansen, der kommer til at sidde i direktørstolen i Team Danmark i det nye år. Lone Hansen kommer fra en stilling som direktør i Anti Doping Danmark, men Team Danmark og elitesporten er langt fra et nyt område for hende. Lone Hansen har selv været eliteatlet på allerhøjeste internationale niveau i karate, ligesom hun også har været landstræner. Lone Hansen har et indgående kendskab til Team Danmark via sin tidligere stilling som teamleder for det sportsfysiologiske område i Team Danmark i perioden 2007 til 2011.


Lone Hansen - Team Danmarks kommende direktør.

- Jeg er utrolig glad for, at jeg får mulighed for at videreudvikle et i forvejen stærkt Team Danmark. Der er et rigtigt godt fundament at bygge videre på med meget kvalificerede medarbejdere og faglige eksperter. Samtidig står dansk eliteidræt rigtig stærkt her godt 600 dage før OL i Rio. Jeg ser derfor meget frem til at være med til at finjustere de OL-forberedelser, som Team Danmark allerede er i fuld gang med i tæt samspil med de enkelte specialforbund og Danmarks Idrætsforbund, siger den kommende direktør og understreger, at hendes væsentligste opgave dog bliver allerede nu at sætte fokus på den langsigtede udvikling. I første omgang det støttekoncept, som Team Danmark i foråret 2015 går i gang med at forberede for perioden 2017- 2020.

- Mit mål er, at Team Danmark fortsat skal være en international orienteret eliteinstitution, der har sit solide afsæt i den danske model, hvor sporten går hånd i hånd med uddannelse eller en civil karriere for atleterne. Denne særlige danske model har vist sit værd i nu 30 år, og jeg glæder mig meget til at videreudvikle rammerne for vores allerbedste atleter og talenter, siger Lone Hansen.

Team Danmarks formand Frank Jensen står i spidsen for en enig bestyrelse, som har ønsket Lone Hansen som ny direktør. Og Frank Jensen ser frem til, at Lone Hansen kan udvikle Team Danmark yderligere i de kommende år:

- Lone Hansen kommer med en utrolig interessant profil. Lone har gode ledelseskompetencer, og så har hun en stærk faglighed på elitesportsområdet, hvor hun har arbejdet som idrætsforsker på Ph.d.- og Post Doc- niveau. Forskning og innovation i elitesporten bliver et stadig vigtigere konkurrenceparameter. Med Lones kompetencer og indsigt i forskning og strategisk ledelse kombineret med hendes fokus på, at Team Danmark skal udvikle sig yderligere som vidensinstitution, tror vi på, hun kan accelerere den positive udvikling, som Team Danmark og dansk eliteidræt er inde i, siger Frank Jensen.

Valget af Lone Hansen som ny direktør betyder således et farvel til Michael Andersen, der har stået i spidsen for Team Danmark siden 2006. Og Frank Jensen er ikke i tvivl om den store værdi, som Michael Andersen har tilført eliteinstitutionen i de 8 år, han har stået i spidsen:

- Team Danmark står som en uhyre stærk institution, ikke mindst takket være Michael Andersen, som har været en vigtig drivkraft i Team Danmarks udvikling i de seneste år. Michael har formået at rykke Team Danmark som institution til et helt nyt niveau siden 2006, og det bliver nu Lone Hansens opgave at sørge for, at Team Danmark fortsætter den positive udvikling fremover, siger Frank Jensen.

Lone Hansen tiltræder i stillingen som direktør i Team Danmark til februar 2015. Indtil hun tiltræder vil teamleder for sportsteamet i Team Danmark, Per Boldt Jørgensen, være konstitueret leder i Team Danmark.
 
Bag om Lone Hansen – kommende direktør i Team Danmark:
Personligt: Lone Hansen er 53 år, og hendes erhvervskarriere har på forskellig vis haft omdrejningspunkt omkring eliteidræt, forskning, ledelse, kommunikation og formidling. Ud over den faglige karriere, så har Lone Hansen arbejdet parallelt i foreningsidrætten som træner/leder, været landsholdsatlet i karate og senere både landstræner og sportschef.

Udvalgt arbejdserfaring:
Februar 2015     Direktør i Team Danmark
2011-2014         Direktør i Anti Doping Danmark.
2007-2011         Teamleder (sportsfysiologi) i Team Danmark.
2005-2007         Forsker ved Arbejdsmiljø Instituttet, Sektorforskning/NFA.
2004-2005         Forsker ved Retsmedicinsk Institut, Sundhedsvidenskab. 
2002-2004         Adjunkt. Københavns Universitet. Medicinsk Anatomisk, Institut, sundhedsvidenskab.
1999-2002         Forskningsadjunkt ved Institut for Idræt og Biomekanik, Odense Universitet. Samt amanuensis ved Københavns Universitet (IFI).
1998-1999         Post Doc (opfølgning af longitudinel undersøgelse fra Ph.d.) samt amanuensis, Københavns Universitet/Institut for Idræt.
 
Uddannelse:
2007-2010         Diplomuddannelse i Ledelse og organisation (Syddansk Universitet/DJØF)
2001                  Adjunktpædagogikum.
1995-1998         Ph.d.: Elitetrænings indflydelse på børn og unges fysiske og fysiologiske udvikling. (Københavns Universitet, Det Naturvidenskabelige fakultet).
1992                  Cand. Scient. med Idræt som hovedfag, Københavns Universitet.
1988                  Bifagseksamen i Idræt, DHL, Københavns Universitet.
1986                  Bifagseksamen i Dansk og Massekommunikation, Københavns Universitet.
1982                  Idrætspædagog fra Paul Petersens Institut for legemsøvelser.
 
Ledelseserfaring og engagement i sporten:
2001-2004         Sportschef i Dansk Karate Forbund.
1998-2001         Landsholdstræner for Dansk Karate Forbund – senior A gruppen.
1992-1997         Centerleder for Dansk Karate Forbunds Talentudviklingscenter (15-18 årige).
1976-2001         Frivillig leder og træner i foreningerne TIK Karate-do (Taastrup) og Musashi (Valby).
1982-2001         Hovedbestyrelsen i den internationale stilarts org. (Shotokan Karate International).
1997-2002         Underviser ved Idrættens Træner Akademi (elitetræneruddannelsen), OU.


 






Cookieindstillinger