0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Mie Ø. Nielsen videre til finalen i 100 m rygsvømning

03-12-2014

Som samlet nummer fem i dagens semifinaler er Aalborg-svømmeren klar til morgendagens finale.

Af: Nora Thomsen

Allerede på førstedagen af VM på kortbane i Doha var der dansk deltagelse i finaleafsnittet.
Her kunne vi således glæde os til at følge Aalborgs Mie Ø. Nielsen i 100 m rygsvømning semifinale og Rikke Møller Pedersen, Herning Svømmeklub/STM/NTC, i 50 m brystsvømning semifinale.
 

For Mie Ø. Nielsen blev det i 100 m rygsvømning semifinalen til en samlet placering som nummer 5 i tiden 56,87. Dermed er den unge dansker med videre til finalen på distancen, som afvikles torsdag eftermiddag.
Om løbet udtaler sportschef Mikkel von Seelen, at der er nogle små tekniske detaljer, som skal korrigeres frem mod morgendagens finale - og så bliver det uhyggeligt spændende at se, hvordan tiderne fordeler sig. Der bliver uden tvivl tale om en meget tæt finale. Samtidig nævner sportschefen, at eftermiddagens semifinale med alt tydelighed viser, hvilken stor forskel der er på et EM, som det vi oplevede tidligere på året i Berlin, og et VM som nu, hvor konkurrencen bare er anderledes hård.
Oven på løbet udtalte Mie Ø. Nielsen selv, at hun var tilfreds med resultatet og at hun troede og håbede på, at der var flere kræfter at hente, når finalen afvikles i morgen, torsdag.
Hurtigste svømmer videre fra onsdagens semifinaler blev Daryna Zevina, Ukraine, i tiden 56,23.

 

For Rikke Møller Pedersen blev det i onsdagens semifinaler i 50 m brystsvømning til en samlet placering som nummer 10 i tiden 30,42. Dermed sluttede konkurrencen på denne distance her for den 25-årige dansker, som da også var oppe imod virkelig stærke konkurrenter - her ikke mindst i form af Ruta Meilutyte, Litauen, som formåede at sætte mesterskabsrekord i tiden 28,81 – blot 1/100 sekunder fra verdensrekorden, som Jessica Hardy, USA, for øjeblikket råder over.
For danskeren er det dog heller ikke 50 m brystsvømning, der udgør det primære løb. Det er derimod 100 og især 200 m brystsvømning, som vi kan glæde os til senere på ugen.

Blandt de udenlandske svømmere bør her fremhæves den spanske svømmer, Mireya Garcia Belmonte, som formåede at sætte ikke mindre end hele to verdensrekorder onsdag. Således blev det til en verdensrekord i 200 m butterfly finalen i tiden 1.59,61. I samme afsnit blev det så også lige til en verdensrekord af samme svømmer i disciplinen 400 m individuel medley i tiden 4.19,86. En absolut god dag for den spanske svømmer, tør siges.

Se alle resultater på: http://www.omegatiming.com/Sport?sport=aq&year=2014


I morgen, torsdag, kan vi i indledende afsnit, som begynder klokken 07.30 dansk tid, glæde os til blandt andet at følge Jeanette Ottesen, Vejle Svømmeklub Triton/NTC, i 50 m butterfly og Pernille Blume, Sigma Swim Birkerød/NTC samt Julie Levisen, Aalborg, i 100 m fri.

Detaljeret VM-program for de danske svømmere.
Officiel hjemmeside: http://www.wscdoha2014.com/
 

Kontaktperson

Pressekontakt under mesterskaberne er sportschef Mikkel von Seelen, der kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60. Dansk Svømmeunion opfordrer til, at kontakten til holdet kun går via sportschefen og dermed ikke direkte til svømmerne.
  

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937