0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Dansk/Nordisk rekord til Aalborg-svømmeren Viktor Bromer onsdag morgen

20-08-2014

Tre danske svømmere kvalificerede sig til henholdsvis semifinaler og finaler onsdag morgen.

Af: Nora Thomsen

Vi er nu nået til tredjedagen af Europamesterskaberne på langbane i Berlin. I indledende afsnit lykkedes det for flere danskere at kvalificere sig til henholdsvis semifinaler og finaler.

Aalborg-svømmeren, Viktor Bromer, var virkelig stærkt svømmende onsdag morgen i herrernes indledende 200 m butterfly. Faktisk gik det så forrygende, at det blev til både dansk og nordisk rekord i tiden 1.55,43. Viktor forbedrer her sine egne rekorder, sat ved DM i juli måned, med 16/100 sekunder. En forrygende præstation af danskeren, som da også er med videre til semifinalerne på distancen i den samlet hurtigste tid. Semifinalerne kan vi glæde os til at følge i aftenens finaleafsnit.

Oven på denne herlige start på onsdagens konkurrencer var det tid for 100 m rygsvømning for damer. Her svømmede Mie Ø. Nielsen (Aalborg) sig i sikker stil ind på en samlet andenplads i tiden 1.00,13. Eneste svømmer, der i indledende afsnit var hurtigere end danskeren, var ungareren Katinka Hosszu, som blev noteret for tiden 1.00,08. Dermed kan vi glæde os til at følge Mie, når semifinalerne afvikles i aften, onsdag.

I sidste disciplin onsdag morgen, 800 m fri, var det Lotte Friis’ tur til at hoppe i langbane-bassinet i Berlin. Svømmeren fra Sigma Swim Allerød/USA, blev noteret for tiden 8.31,04, hvilket resulterede i en samlet sjetteplads og dermed en sikker plads i finalen, som vi kan følge i morgen aften, torsdag.
Med på samme distance var også Julie Aglund Lauridsen, Sigma Swim Allerød/NTC, som her formåede at sætte en personlig rekord i tiden 8.45,78. Tiden resulterede i en samlet placering som nummer 16.

Se alle resultater på den officielle hjemmeside: http://www.bln2014.de/?lang=en

Onsdag aften har vi opsamlende flere danskere med i spændende konkurrencer:
Rikke Møller Pedersen, Herning/NTC, svømmer finale i 100 m brystsvømning.
Pernille Blume, Sigma Swim Birkerød/NTC, svømmer finale i 100 m fri.
Og så har vi Viktor Bromer, Aalborg, med i herrernes semifinaler i 200 m butterfly samt Mie Ø. Nielsen, ligeledes Aalborg, med i damernes 100 m rygsvømning semifinaler.

Finaleafsnittet begynder klokken 18.00.

Komplet EM-program.
EM-program med dansk deltagelse.
EM-program fordelt på hver enkelt svømmer.

Pressekontakt under EM er sportschef Mikkel von Seelen, der kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60. Dansk Svømmeunion opfordrer til, at kontakten til holdet kun går via sportschefen og dermed ikke direkte til svømmerne.
 

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937


 






Cookieindstillinger