0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

35 svømmeklubber og svømmehaller deltog i Danmark Svøm Langt 2013

07-10-2013

5.249 personer svømmede 9.081.432 meter - en tur fra Esbjerg til Mexico!

Af: Anna Jørgensen

Danmark Svøm Langt er traditionen tro blevet afholdt denne første søndag i oktober i forskellige svømmehaller rundt om i Danmark.

Helt konkret har 35 svømmeklubber/svømmehaller valgt at deltage i år og heldigvis var der rigtig mange – præcis 5.249 personer - der prioriterede at deltage i den landsdækkende svømmebegivenhed. I alt blev der svømmet 9.081.432 meter i svømmehallerne i dag – inklusiv i en på Grønland! Distancen svarer til at der er svømmet fra Esbjerg til Mexico.

Stævnet er for børn, unge og ældre. Det er både for dem, som normalt færdes i en svømmehal, men det er samtidig også et arrangement, der har til hensigt at få borgere, der normalt ikke benytter de lokale svømmehalsfaciliteter, til at kigge forbi og tage en frisk dukkert i bassinet. Nogle deltagere kommer for motionens skyld, nogle for hyggens skyld og andre for konkurrencens skyld - der er nemlig pengepræmier på spil.

Der er fundet vindere inden for tre kategorier, og disse kan derfor se frem til at modtage velfortjente pengepræmier.

De tre præmiekategorier er:
Præmier til de klubber, som formåede at få flest personer i vandet.
Præmier til de klubber, som fik flest personer i vandet i forhold til indbyggertal.
Præmier til de klubber, som tilbagelagde flest meter.

Vinderne i Danmark Svøm Langt 2013 er:
I kategorien ”flest deltagere i vandet”
Nummer 1: SHS Stevns i Stevns Badet med 343 deltagere. Præmiesum: 5.000 kroner.
Nummer 2: Bjerre Herred Svømmeklub i Hornsyld Svømmehal med 324 deltagere. Præmiesum: 3.000 kroner.
Nummer 3 – som i år er en delt tredjeplads: Lyseng IF i Lyseng Svømmehal og Blåvandshuk Svømmeklub i Blåvandshuk Idrætscenter med hver 296 deltagere. Præmiesum: 2.000 kroner.

I kategorien ”flest deltagere i vandet i forhold til indbyggertal”
Nummer 1: Gudme Svømmeklub i svømmehallen på skolerne i Oure Sport & Performance med 155 deltagere = 28,4 %. Præmiesum: 5.000 kroner.
Nummer 2: Bjerre Herred Svømmeklub i Hornsyld Svømmehal med 324 deltagere = 20 %. Præmiesum: 3.000 kroner.
Nummer 3: Svømmeklubben Rask i Rønbjerg Feriecenter med 198 deltagere = 18,8 %. Præmiesum: 2.000 kroner.

I kategorien ”flest svømmede meter”
Nummer 1: Svømmeklubben Triton Ballerup i East Kilbride Badet med 990.475 meter. Præmiesum: 5.000 kroner.
Nummer 2: O.S.L.F. i Svømmehallen på Syddansk Universitet, Odense, med 611.200 meter. Præmiesum: 3.000 kroner.
Nummer 3: Bjerre Herred Svømmeklub i Hornsyld Svømmehal med 605.300 meter. Præmiesum: 2.000 kroner.

 

Stort tillykke til vinderne!

 

Se desuden resultaterne for alle arrangementssteder her

Danmark Svøm Langt er for alle
Fra klokken 10.00 til klokken 16.00 er folk i alle aldre mødt op i en af de 35 svømmeklubber/svømmehaller for at tage del i stævnet. Stævnet er for alle - man skal bare kunne svømme. Der stilles altså ingen krav i forhold til, hvor hurtigt man svømmer, hvor langt eller hvilken svømmestil man praktiserer.

Svømmehallerne og -klubberne har dagen igennem kunne berette om mange gode historier fra årets Danmark Svøm Langt. Her kommer et lille udpluk:
 

I Svømmeklubben Plask i Tinglev mødtes to veninder med det mål at skulle svømme 10.000 meter. Det sjove ved historien er, at den ene kom fra Padborg og den anden fra Kolding. Begge kender hinanden tilbage fra deres skoletid i Odense og mødes nu til forskellige arrangementer, hvor de kan presse deres grænser. Derfor mødes de til Danmark Svøm Langt for at svømme de 10 kilometer. Resultatet for de to veninder blev til 9.550 m til Bente Pedersen (til højre i billedet) og 13.150 meter til Vita Bär.

 

I Lystrup Svømmeklub kunne alle børn (og barnlige sjæle) få lov til at få et gals saftevand og en gang popcorn efter deres svømmetur. Dette var et stort hit. Noah, på seks år, der her står ved siden af popcornmaskinen fik sine velfortjente popcorn efter en svømmetur på 3 kilometer!

 

I Hornslet IF Svømmeafdeling var det bestyrelsen, der gik foran og var det gode eksempel. Søren Holmgaard (til venstre på billedet) og Mikael Pedersen svømmede om kap hele dagen – en sand bestyrelsesdyst. Resultatet blev 6000 meter til dem hver – om det var aftalt spil blev der ikke fortalt om...

Udover de to konkurrence lystne herrer, svømmede Pernille Rörling 15.000 meter i løbet af dagen!

 

I Arden Hallerne var det et søskendepar der løb med de lange distancer. Peter Højberg svømmede 20 km på 5 timer og 55 min, mens hans søster Line Højberg svømmede 18 km på 5 timer og 52 min. Hermed distancerede de deres far Claus Højberg, der nøjedes med en lille rask tur på 6 km.

 

Tak til alle svømmehaller og svømmeklubber, der har deltaget! Vi ses i 2014!


 






Cookieindstillinger