Det var meget inspirerende at være med til en turnering med over 1000 vandpolospillere
Af: Katrine CohenUSG har for to år siden været til en turnering i Holland med blandet succes, så det var med lidt bævende hjerte, at vi i igen i år kørte sydpå i to lånte biler for at være med i ZPC Moby Dick’s 34. sommerturnering i Schoonebeck,der altid afholdes den første weekend i juli. Det havde vi nu ikke behøvet være bekymrede for, for det viste sig at være det helt rigtige valg på alle mulige måder.
ZPC Moby Dick havde arrangeret en virkelig velorganiseret turnering for ca. 100 hold fra både Holland, England, Tyskland, Belgien og så os.
Der var 10 herrepuljer og 3 damepuljer, og da USG er et blandet hold, var vi blevet placeret i den 10. herrepulje.
Turneringen foregik ved en kunstig sø, hvor der var sat 6 baner op, med lækker strandbred og fin campingareal rundt om.
Vi ankom sent fredag aften efter 7-8 timers kørsel, fik sat telte op mellem de hollandske lejre, der mindede om teltlejre til Roskilde-festivalen med alt hvad det indebærer af lydsystemer, der spillede på fuld drøn, grille overalt og hollændere i højt humør og badetøj. ZPC havde sat alt i system med hjælpere i forskelligt farvede t-shirts, så man kunne få hjælp til alt fra at få fragtet bagagen fra parkeringspladsen til indskrivningen.
Fredag aften var der live musik og fest i hovedteltet, og næste morgen gik det løs kl. 9 med de første kampe. Alle kampe blev igangsat centralt og det hele kørte meget punktligt og velsmurt.
Vi havde 6 kampe som blev spillet lørdag og søndag og mellem kampene var der rigeligt med tid til bare at dase i sandet og nyde solen og den gode stemning. Lørdag aften var der live musik igen, og efter en del billig rødvin og grill i lejren gik vi mod teltet, hvor op mod 1000 vandpolospillere festede.
Søndag spillede vi så de sidste kampe, bl.a. mod værterne, der var meget interesserede i at høre, hvad der er af turneringer i DK, så vi fortalte om Silkeborg Cup.
I Holland er der sommerturneringer nærmest hver weekend, og det er svært at forklare en hollænder, hvor lille sporten er i DK, for i Holland spiller ALLE, både børn, unge og midaldrende familiefædre.
Vi klarede os fint i puljen og endte med en 3. plads, der udløste en sandkage i præmie. Næste år går vi efter den flødeskumsudsmykkede 1. præmie, for turen var en succes på alle måder: fantastisk vejr, godt organiseret turnering, dejligt sted, søde hollændere, der hilser ”Hoi!” og en vanvittig hyggelig holdtur, der har affødt historier til alle de næste holdfester.
Turneringen kan anbefales til alle danske klubber, da det var en rigtig god oplevelse og der er vandpolo på alle niveauer. Det var meget inspirerende at være med til en turnering med over 1000 vandpolospillere og stemningen var fantastisk.
Selve turneringen koster 70 euro for et hold, og derudover har vi kun haft udgifter til kørsel og mad, så det er en billig og nem måde at komme på udlandet på.
Hvis man er interesseret, er man velkommen til at kontakte mig eller andre i USG for at få mere info eller man kan like ZPC Moby Dick på facebook eller kontakte Roelof Koehoorn, en af organisatorerne.