0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

VM-sølv til Rikke i 200 bryst og Jeanette klar til finalen i 50 fly

02-08-2013

Med aftenens VM-sølvmedalje i hus, er Danmark nu oppe på ialt to herlige VM-medaljer.

Af: Nora Thomsen

Oven på gårsdagens forrygende Verdensrekord-præstation i semifinalen i 200 m brystsvømning kunne det have været skønt med en velfortjent guldmedalje til danske Rikke Møller Pedersen i aftenens finale. Men sådan kom det desværre ikke helt til at gå.
Den danske svømmer fra Frem Odense/NTC lå ellers forrest på førstedelen af turen, men med et pludselig temposkift hos den russiske svømmer, Yuliya Efimova, var førstepladsen udenfor rækkevidde på de sidste meter. Men det blev til en rigtig flot VM-sølvmedalje til Rikke Møller Pedersen i tiden 2.20,08 og Verdensrekorden beholder danskeren indtil videre, idet Yuliya Efimovas guldmedalje-tid blev noteret til 2.19,41. Her er der fortsat  30/100 sekunder ned til den danske Verdensrekordtid.
Ifølge sportschef Mikkel von Seelen var Rikke Møller Pedersen oven på præstationen naturligvis ærgerlig over, at det ikke skulle blive til guld i aftenens finale. Samtidig understreger sportschefen dog, at Rikke kan være rigtig stolt af sin sølvmedalje, som er hendes første VM-langbanemedalje. Hertil kan hun samtidig være særdeles stolt over gårsdagens Verdensrekord, som gælder en OL-disciplin. En sådan dansk præstation skal vi 61 år tilbage i tiden for at have oplevet. Så kæmpestor ros til danske Rikke Møller Pedersen for enestående stærke resultater i Barcelona.
Bronzemedaljen på denne distance blev svømmet hjem af USA’s Micah Lawrence i tiden 2.22,37.

Senere fredag aften var det så Lyngby-svømmeren Jeanette Ottesen Grays tur til at hoppe i VM-bassinet i Palau Sant Jordi hallen, da der stod 50 m butterfly semifinale på programmet. Jeanette får ikke nogen optimal start på sit løb, da hun kommer for dybt ned i vandet, men alligevel er hun videre til finalen på distancen som samlet hurtigste svømmer i tiden 25,50.
Således er der i den grad lagt op til endnu en spændende finaleaften, set med danske øjne. Og det er i morgen aften, lørdag, at denne finale svømmes.

Se alle resultater på: www.omegatiming.com

I lørdagens indledende afsnit ser vi imidlertid også Jeanette Ottesen Gray, da hun her er med i indledende 50 m fri. Med i samme disciplin er også Pernille Blume, Sigma Swim Birkerød/NTC. I samme afsnit kan vi ydermere glæde os til at skulle følge Rikke Møller Pedersen i indledende 50 m brystsvømning. Således allerede spændende VM-svømning at følge fra morgenstunden. Indledende afsnit begynder klokken 10.00.

Al pressekontakt til VM-svømmerne bedes gå via Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen, som kan kontaktes på mobil: 2920 6160. Dansk Svømmeunion anbefaler at ringe fremfor at sms’e sportschefen, da der synes at være lidt forsinkelser på modtagelsen af disse.  

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion