Dansk Svømmeunion har frigivet de nye kravtider til nationale og vest-/østdanske mesterskaber.
Af: Nora ThomsenDansk Svømmeunion har frigivet de nye kravtider til nationale og vest-/østdanske mesterskaber. Kravtiderne fremgår af Dansk Svømmeunions hjemmeside - svoem.org. Se kravtiderne her.
Kravtiderne er udarbejdet med tre overordnede parametre in mente:
1. Det nationale niveau i Danmark – Vi må nødvendigvis tage afsæt i hvor vi befinder os nu.
2. Udvikling af svømmere set i et internationalt perspektiv – Udviklingen af danske svømmere er sammenlignet med engelske og tyske svømmere.
3. Stævneafvikling – Kravtiderne skal være med til at sikre, at vi får nogle gode stævner med den rigtige volumen.
Der er på baggrund af de to øverste parametre udarbejdet en udviklingskurve for hvert enkelt løb. Det er sat i en pragmatisk kontekst, så det giver nogle gode afviklingsmuligheder for stævnerne og derved inkorporere det tredje parameter.
Kravtiderne er gældende fra og med august 2013 til og med juli 2017. Lært af erfaring skal vi ikke lave nye kravtider i et olympisk år, hvor for mange andre ting er i spil. Vi har derfor valgt, at lade disse kravtider gælde i de kommende 4 sæsoner. Dog forbeholder Dansk Svømmeunion sig retten til at foretage ændringer, såfremt dette bliver nødvendigt. Det er umuligt at forudsige de enkelte stilarters niveauudvikling henover 4 år og det kan være nødvendigt at foretage ændringer.
Det er væsentligt, at de længere løb ikke nedprioriteres for vore unge svømmere. Det skal ikke være niveaumæssigt vanskeligere at kvalificere sig på en 400 meter end på en 100 meter. De længere løb tager nu en gang længere tid at afvikle. For at sikre en ordentlig stævneafvikling vil der også blive kigget på selve stævneprogrammerne og starttidspunkterne, der er tilknyttet de enkelte mesterskaber. I forhold til ovenstående tredje parameter må vi dog indskrænke valget af ekstraløb. Det er udelukkende 50, 100 og 200 metre, der fremover kan vælges som ekstraløb. Svømmere er fortsat sikret tre starter. Det vil sige, at en svømmer med 1 kravtid kan tilmeldes i 3 starter. Dog kan de to ekstraløb altså ikke være 400 meter eller længere.
Ved den kommende træner /leder clinic i september 2013 vil Rasmus Vilsgaard, Thomas Stub og Mikkel von Seelen komme med nogle uddybende kommentarer og forklaringer på tilblivelsen af kravtiderne og de metodiske valg der er truffet i processen.
For yderligere information kan sportschef Mikkel von Seelen kontaktes på e-mail: mvs@svoem.dk