Unions- og FINA dommer Arne Skovbjerg er død
Af: Lene MadegaardUnions- og FINA dommer Arne Skovbjerg er pludselig død, kun 57 år gammel.
Arne Skovbjerg har fungeret som overdommer ved mange regionale og nationale mesterskaber siden han blev udnævnt som unionsdommer i 2002. Han blev i 2007 udnævnt til FINA dommer og deltog blandt andet som dommer ved VM Kortbane i 2010. Arne stoppede sit virke som overdommer i 2011.
Arne var kendt som en dygtig og fagligt kompetent overdommer, som udstrålede stor autoritet når han stod på bassinkanten. Han var en ”stor og urokkelig klippe”, når han stod på kanten og fløjtede op til løbene. Arne kunne sine svømmeregler og han kunne træffe de svære beslutninger, som han også efterfølgende stod fast på, og gerne ville forsvare. Altid saglig men også meget direkte i sin kommunikation, der var ikke noget at misforstå.
Arne kunne være svær at vriste et smil ud af, men når det endelig lykkedes var han en lun og hyggelig person at være sammen med.
Vi har mange gode oplevelser sammen med Arne, som vi vil mindes med glæde.
Vores tanker går til familien, som pludseligt har mistet et fast holdepunkt i livet.
Æret være Arne´s minde.
Bisættelsen finder sted fra Lyngby Kirke mandag den 14. januar kl. 11.30
P.v.a dommerudvalget
Jens-Christian Iversen