0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

VKM søndag, finaleafsnit: To guld- og en bronzemedalje til Danmark

16-12-2012

Sådan sætter man punktum på et verdensmesterskab! 


De danske svømmere forstår at sætte punktum på et Verdensmesterskab med manerer. Det viste Rikke Møller Pedersen, Mads Glæsner og Jeanette Ottesen i det sidste afsnit af Verdensmesterskaberne på kortbane søndag aften i Istanbul.


I damernes finale i 200 m brystsvømning kæmpede Rikke Møller Pedersen sig helt i front og vandt guld i den nye Europa-rekordtid 2.16,08. Et fantastisk løb af svømmeren fra Frem Odense/NTC, der her forbedrer sin egen Europa-rekord fra 2009 med 58/100 sekunder. Et virkelig flot punktum på disse Verdensmesterskaber for danske Rikke Møller Pedersen, hvor hun formår at lægge stærkt ud på de første 100 meter og derfra – på de sidste 100 meter - bliver helt urørlig for konkurrenterne. Og Rikke har nu i alt tre medaljer i hus fra disse mesterskaber: foruden aftenens guldmedalje således også bronze i 100 m bryst og guld i dameholdkappen i 4 x 100 holdmedley.
Sølvmedaljen gik her til Laura Sogar, USA, i tiden 2.16,93, mens bronzemedaljen blev svømmet hjem af den japanske svømmer, Kanako Watanabe, i tiden 2.19,39.

På herrernes maratondistance – 1500 m fri – viste Mads Glæsner, at også han kan blande sig helt i toppen, når det gælder. Således blev det søndag aften til guld til svømmeren fra VI39/VAT-CPH i tiden 14.30,01.
Mads svømmer sit løb i suveræn stil og har overskud til at sætte ind med et stærkt angreb på de sidste meter. Et rigtig flot løb af danskeren.
Sølvmedaljen blev her overladt til den italienske svømmer, Gregorio Paltrinieri, i tiden 14.31,13, mens bronzen blev svømmet hjem af Pál Joensen, Færøerne, i tiden 14.36,93.
Mads Glæsner kan nu begive sig hjemad mod Danmark med to medaljer i bagagen: foruden aftenens guldmedalje således også en bronzemedalje i 400 m fri.

Også Jeanette Ottesen formåede at svømme sig ind på en podieplads i søndagens finaleafsnit. Det gjorde hun i 50 m fri finalen, hvor det blev til en bronzemedalje for danskeren i tiden 24,00. Svømmeren fra KVIK Kastrup/NTC forbedrer her sin egen danske rekord på distancen med 2/100 sekunder.
Ifølge sportschef, Mikkel von Seelen, viser Jeanette i aftenens finale, at hun er ved at have et virkelig godt tag på denne distance, hvilket tegner lovende for fremtiden.
Også Jeanette har flere medaljer med hjem i flyveren i morgen. Således er det nu blevet til i alt fire medaljer for danskeren ved disse mesterskaber. Foruden aftenens bronze er det også blevet til bronze i 50 m butterfly, bronze i damernes 4 x 100 fri holdkap og guld i damernes 4 x 100 medley-holdkap.  
Guldet blev i aftenens finale svømmet hjem af Aliaksandra Herasimenia, Hviderusland, i tiden 23,64. Sølv til Francesca Halsall, England, i tiden 23,87.

Se alle resultater på www.omegatiming.com

Kort status på VM på kortbane 2012
Med søndagens finaleafsnit i hus, er det tid for lidt dansk status på de fem konkurrencedage.
Det er blevet til i alt 10 medaljer til Danmark ved disse mesterskaber. Medaljerne fordeler sig på tre guld-, to sølv- og fem bronzemedaljer.
Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen, ser tilbage på de fem konkurrencedage med stor tilfredshed. – Jeg er ovenud tilfreds med de mange flotte præstationer, de danske svømmere har leveret. Foruden mængden af medaljer glæder det mig også rigtig meget at kunne konstatere, at disse er så flot fordelt på flere svømmere. Det er dejligt, at flere svømmere kan være med helt i front, og at alt ikke kun løftes af en enkelt svømmer, lyder det fra Mikkel von Seelen, der samtidig fremhæver guldet i damernes 4 x 100 medleyholdkap, som noget ganske særligt. – Det er virkelig flot af en lille svømmenation som Danmark at kunne blande sig med de største svømmenationer i verden i sådan en holdkap. Det er bestemt noget, som vi alle kan være stolte over og som betoner formatet over vores stærkeste svømmere, lyder det fra Dansk Svømmeunions sportschef.   

Ankomst i Kastrup Lufthavn mandag
Det danske svømmelandshold lander med fly fra Istanbul i Kastrup Lufthavn mandag middag klokken 11.30 (flyinfo: TK 1783). Dog er svømmerne Lotte Friis og Pernille Blume ikke med flyveren hjem, da de i stedet er rejst til Nice.

For yderligere information kan sportschef Mikkel von Seelen kontaktes på mobil: 2920 6160.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937