Dansk Svømmeunions bestyrelse har behandlet sagen om Rikke Møller Pedersens diskvalifikation til DM-L
Af: Pia Holmen
Ved DM i Esbjerg – deltog OL svømmerne i et par dage midt imellem deres OL træningslejre i Kroatien. Her var der en episode, hvor Rikke Møller Pedersen i en 200 m rygcrawl finale svømmer brystsvømning i stedet for rygcrawl. Denne episode affødte en henvendelse fra Svømmesektionen, som beder bestyrelsen om, at forholde sig til episoden.
Bestyrelsen behandlede dette på et bestyrelsesseminar den 7. og 8. september.
Bestyrelsen hæfter sig ved:
At direktør Pia Holmen, elitechef Lars Sørensen og formand Kjeld Egebo Larsen besluttede, umiddelbart efter episoden, at vente med en udtalelse til efter OL.
At det var vigtigt jf. ovenstående, at OL holdet skulle have ro og fred til at fortsætte forberedelserne til OL uden ledelsens indblanding i episoden.
At vi har fået rigtig mange henvendelser på, at man fandt, at episoden havde karakter af usportslig optræden ved DM.
At Rikke Møller Pedersen blev diskvalificeret jf. reglerne og at stævneledelsen herunder overdommer, officials mv. optrådte værdigt og korrekt.
At såfremt der er særlige behov, der skal tilgodese vores bedste svømmeres forberedelser til et internationalt mesterskab, skal den kommende sportsafdeling søge at finde en sportslig god løsning i fællesskab med stævneledelsen
Bestyrelsen udtaler:
At bestyrelsen finder episoden uacceptabel.
At eliteafdelingen, som en del af Dansk Svømmeunions organisation, altid forventes at overholde gældende regler.
At bestyrelsens holdning er kommunikeret til eliteafdelingen.
At bestyrelsens holdning til ovenstående skal kommunikeres offentligt via svoem.org og svoem.dk (Svømmesport), og at vi herefter betragter denne sag som lukket.