0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

OL fredag formiddag: Dansk rekord af damerne i indledende 4 x 100 m medleyholdkap

03-08-2012

Holdet sletter en af de gamle rekorder fra de nu forbudte plast-dragters tid.


I fredagens indledende afsnit af OL-svømmekonkurrencerne i London formåede Danmark at sætte en flot dansk rekord i damernes indledende 4 x 100 m medleyholdkap.
Det gør de i tiden 3.58,35, hvilket er en forbedring af den tre år gamle danske rekord med 58/100 sekunder. Et virkelig flot resultat også taget i betragtning af, at rekorden fra 2009 dengang blev sat i de nu forbudte plasticdragter.
Tiden rækker til en flot samlet tredjeplads og dermed kan vi nu glæde os til at følge holdet igen, når finalen svømmes i lørdagens finaleafsnit – og dermed det sidste svømmeafsnit ved disse Olympiske Lege.

Holdet bestod af:
Mie Ø. Nielsen, Aalborg: 1.00,27.
Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC: 1.07,15.
Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup/NTC: 56,74.
Pernille Blume, SIGMA SWIM Birkerød/NTC: 54,19.

En rigtig flot samlet dansk holdpræstation.
Trods en flot tredjeplads i indledende afsnit, betoner elitechef Lars Sørensen, at det ikke vil være sandsynligt, at Danmark kommer til at kæmpe om medaljer i finalen lørdag aften. Det skyldes, at de øvrige konkurrerende hold har flere særdeles stærke svømmere at vælge imellem til at indtage pladserne i holdkappen i finalen. Det har det danske hold ikke.
Målet for det danske hold i finalen vil derimod være, dels at kæmpe for en god placering, dels at forsøge at forbedre den nye rekordtid yderligere.

Jeanette Ottesen kom stærkt igen fredag morgen oven på en hård og skuffende torsdag aften og svømmede indledende 50 m fri i tiden 24,85. Svømmeren fra KVIK Kastrup/NTC slutter her på en samlet delt syvendeplads og er dermed sikkert videre til semifinalen på distancen, som svømmes i aftenens afsnit.

Med i indledende 50 m fri var også Pernille Blume, SIGMA SWIM Birkerød/NTC, som desværre fik en dårlig start på sit løb, hvilket igen skyldtes problemer med det tekniske udstyr, der drillede i hallen netop som Pernilles heat stod klar.
Danskeren slutter derfor her på en samlet delt 24. plads i tiden 25,54.

Endelig var også Pál Joensen, Færøerne, med i fredagens indledende afsnit. Pál er med på herrernes maratondistance – 1500 m fri – og slutter her på en samlet 17. plads i tiden 15.18,42.  

Se alle resultater på: http://www.london2012.com/swimming/schedule-and-results/index.html  

Opsamlende har vi i aften, foruden Jeanette Ottesen i 50 m fri semifinalen, også Lotte Friis klar til start. Således er det i aften, at finalen skal stå på Lottes primære OL-distance – 800 m fri.
Et virkelig spændende løb, set med danske øjne. Vi håber på – og drømmer om – medalje til den danske svømmer fra Herlev/NTC.

Finaleafsnittet begynder som altid klokken 20.30 dansk tid.

For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: +44 7808 252 552 eller det danske mobilnummer: 2920 6160. Dansk  Svømmeunion henstiller til, at alt pressekontakt til svømmerne går via elitechefen.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937