0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

OL søndag formiddag: Dansk rekord til Lotte Friis og sikker finaleplads samt semifinale i hus for Rikke Møller Pedersen

29-07-2012

Spændende finaleaften venter!


I søndagens indledende afsnit af de Olympiske Leges svømmekonkurrencer lykkedes det for Lotte Friis, Herlev/NTC, at forbedre sin egen danske rekord i indledende 400 m fri i den stærke tid – 4.04,22. Lotte forbedrer her sin et år gamle rekordtid med 46/100 sekunder.
Et rigtig flot løb af danskeren, som vi nu kan glæde os til at skulle følge i aftenens finale på distancen som samlet nummer fem.

Også for Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC, som var i konkurrence for første gang ved disse Olympiske Lege i formiddag, blev det til en plads i aftenens semifinale i 100 m brystsvømning, da hun her blev noteret for tiden 1.07,23. Danskeren slutter her som samlet nummer ni.
Rikke er i dette indledende løb stadig lidt ramt af OL-debutnerver, så det bliver bestemt rigtig spændende at følge hende i aftenens semifinale.

For den kun 15-årige Mie Ø. Nielsen, som er med ved disse Olympiske Lege som yngste danske deltager, blev søndagens indledende afsnit første gang, hvor danskeren skulle i individuel konkurrence. Således var Mie også med i gårsdagens flotte danske holdkap-præstation i 4 x 100 m fri. Men i dag, søndag, da der stod 100 m rygsvømning på programmet, stod den unge Aalborg-svømmer klar for første gang til at konkurrere alene.
Mie svømmede de 100 m rygsvømning i tiden 1.00,38, hvilket desværre lige præcis placerede hende uden for semifinalerne på den ærgerlige 17. plads - blot 13/100 sekunder fra en plads i semifinalerne.
Mie, der som nævnt tidligere, allerede i går havde en lang og krævende konkurrencedag, skulle i dagens løb forsøge at kontrollere sin 100 m rygsvømning og således lægge forsigtigt ud mod til gengæld at øge tempoet på de sidste 50 meter. Det var den aftalte strategi. I selve løbet kommer danskeren til at lægge en anelse for langsomt ud, men svømmer ganske som planlagt stærkt hjem. Desværre kunne tiden alligevel ikke helt række til en semifinaleplads på dagen. Heldigvis kan vi glæde os til at følge Mie i flere løb under OL.

Endelig var også Mathias Gydesen, SIGMA SWIM Allerød, i konkurrence søndag formiddag. Mathias svømmede indledende 100 m rygsvømning i tiden 55,31, hvilket placerede danskeren på en samlet 30. plads.
Mathias svømmede i dette løb sin chance og gjorde, hvad han kunne. Desværre måtte han her alligevel sande, at det ikke helt rakte til en højere placering.

Opsamlende kan vi i søndagens finaleafsnit, som begynder klokken 20.30 dansk tid, glæde os til at skulle følge:

Jeanette Ottesen (KVIK Kastrup/NTC) i finalen i 100 m butterfly, hvor hun er med som nummer tre, Lotte Friis (Herlev/NTC) i finalen i 400 m fri samt Rikke Møller Pedersen (Frem Odense/NTC) i 100 m brystsvømning semifinalen.
En virkelig spændende aften er således i vente set med danske øjne.

Se alle resultater på: http://www.london2012.com/swimming/schedule-and-results/index.html

For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: +44 7808 252 552 eller det danske mobilnummer: 2920 6160. Dansk Svømmeunion henstiller til, at alt pressekontakt til svømmerne går via elitechefen.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937