En finaleplads, en semifinaleplads og en dansk rekord blev det flotte udbytte lørdag morgen.
Med de 30. Olympiske Sommerlege begyndt, er også svømmekonkurrencerne i fuld gang i det olympiske bassin Aquatics Centre. Således har flere af de danske svømmere været i konkurrence fra morgenstunden på førstedagen af de Olympiske Lege i London.
I damernes indledende 4 x 100 m fri holdkap lykkedes det for det danske hold at sætte dansk rekord med 1,39 sekunder i tiden 3.38,09. Tiden rækker til en samlet sjetteplads og dermed en plads i aftenens finale. En flot start for den danske holdkap, der bestod af:
De fire svømmere:
Pernille Blume, SIGMA SWIM Birkerød/NTC: 54,44
Mie Ø. Nielsen, Aalborg: 54,49
Lotte Friis, Herlev/NTC: 55,97
Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/NTC: 53,19.
Jeanette præsterer her at sætte sin hidtil hurtigste flyvende tid på denne distance. En virkelig kraftpræstation.
Men her slutter det ikke for Jeanette i lørdagens indledende afsnit.
I det første svømmeafsnit lykkedes det nemlig for Kvik Kastrup/NTC-svømmeren at tilbagelægge indledende 100 m butterfly i den flotte tid 57,64. Tiden er blot 6/100 sekunder fra Jeanettes danske rekord på distancen. Et rigtig godt løb af danskeren, der slutter på en samlet femteplads i et virkelig stærkt løb, hvor hurtigste svømmer bliver amerikaneren Dana Vollmer, der her præsterer at sætte olympisk rekord i den fjerdebedste tid nogensinde – 56,25.
Med en femteplads i hus kan vi nu glæde os til at skulle følge Jeanette Ottesen i semifinalen, der svømmes i lørdagens finaleafsnit.
Endelig var der også dansk/færøsk deltagelse i herrernes indledende 400 m fri, hvor det blev til en rigtig ærgerlig samlet niendeplads for den færøske svømmer, Pal Joensen, i tiden 3.47,36. En ellers godkendt præstation af færingen, men desværre lige præcis ikke nok til at kunne slippe gennem nåleøjet til aftenens finale på denne distance. Blot 1/10 sekunder skilte den færøske svømmer fra en finaleplads.
For Mads Glæsner, VI39/NTC, som også konkurrerede på denne distance, blev det til en samlet 11. plads i tiden 3.48,27.
Opsamlende kan vi således i lørdagens finaleafsnit, som begynder 20.30 dansk tid, glæde os til at skulle følge damernes holdkap-finale i 4 x 100 m fri, hvor vi har Danmark med som nummer seks samt Jeanette Ottesen i 100 m butterfly semifinalen, hvor danskeren er med i femte hurtigste tid.
Se alle resultater på: http://www.london2012.com/swimming/schedule-and-results/index.html
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: +44 7808 252 552 eller det danske mobilnummer: 2920 6160. Dansk Svømmeunion henstiller til, at alt pressekontakt til svømmerne går via elitechefen.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937