Dansk succes ved internationalt stævne i konkurrencelivredning i Tyskland
24-07-2011 Ved DLRG Cup i konkurrencelivredning blev Danmark nummer tre i nationskonkurrencen mens Caroline Kleemann opnåede en flot andenplads i den samlede stilling hos kvinderne. Billedetekst: Caroline Kleemann på vej til sølvmedalje i disciplinen board race.
Af: 147
I dagene 15. - 16. juli blev det 15. DLRG Cup (konkurrencelivredning) afviklet i Warnemünde i Tyskland. Stævnet var med deltagelse af 350 udøvere, 10 nationer og 40 klubhold fra Tyskland. Samlet blev Danmark nummer tre i nationskonkurrencen, mens Caroline Kleemann opnåede en flot andenplads i den samlede stilling hos kvinderne.
Det danske hold bestod på damernes side af de to juniorer Mai Hjelmgaard (VAT) og Julie Christensen (GI40Hermes) samt seniorerne Katrine Zinck Leth-Espensen (Klampenborg SLSC = Surf LifeSaving Club) og Caroline Kleemann (Klampenborg SLSC). Holdet bestod på herrernes side af Thomas Ibsen Nielsen (Klampenborg SLSC), Tor Bush-Nielsen (Klampenborg SLSC), Ronnie Dalsgaard (Klampenborg SLSC), Jan Simonsen (Aalborg) og Kresten Falster (Klampenborg SLSC). På trods af, at danskerne ikke stillede med fuldt hold, svarende til fem damer og fem herrer, formåede holdet alligevel at placere sig på en tredjeplads i den samlede nationskonkurrence, kun overgået af de to stærke hold fra henholdsvis Tyskland på førstepladsen og Holland på andenpladsen.
I konkurrencelivredning konkurreres både individuelt og på hold. Hver deltager må maksimalt stille op i tre forskellige discipliner, hvor der gives point efter opnået placering i hvert løb. Det samlede antal point for hvert løb lægges sammen til slut, og udøveren med flest opnåede point i de tre løb vinder den samlede individuelle konkurrence for henholdsvis herrer og damer. Der konkurreres desuden i holdkapper bestående af enten to eller fire personer. Pointene fra holdkapperne samt fra de individuelle løb lægges sammen for hele holdet, og der kåres en samlet vinder for hver nation og for hvert klubhold.
I den individuelle stilling formåede Caroline Kleemann at sikre sig en samlet andenplads ud af cirka 150 kvindelige udøvere, mens Thomas Ibsen Nielsen formåede at opnå en samlet 10. plads ud af cirka 200 mandlige udøvere. I den samlede stilling for herrerne vandt verdens nummer 1, Shannon Eckstein fra Australien, som samtidig satte det mandlige felt på en hård udfordring.
I de individuelle løb samt holdkapperne blev der hentet medaljer hjem som aldrig før.
I regn, blæst og 14 graders varmt vand lykkedes det allerede på førstedagen for Ronnie Dalsgaard at hente en sølvmedalje hjem i disciplinen løb-svøm-løb, mens Maj Hjelmgaard opnåede en flot fjerdeplads hos kvinderne. I løb-svøm-løb konkurreres på en bane formet som et M. Deltagerne starter på stranden og løber cirka 75 meter mod vandkanten, svømmer rundt om to bøjer cirka 150 meter, hvorefter de atter kommer på land og løber 50 meter rundt om et flag og videre ud i vandet, hvor de atter svømmer cirka 150 meter og afslutter med 75 meter løb.
I holdkappen board rescue, hvor den ene deltager svømmer 150 meter ud til en bøje for dernæst at blive ”hentet” ind på et redningsboard af den anden udøver, vandt Caroline Kleemann og Mai Hjelmgaard bronzemedalje. Senere på dagen blev det til to tætte fjerdepladser for både Thomas Ibsen Nielsen og Caroline Kleemann i disciplinen surf ski. Surf ski er en form for redningskajak, hvor man skal ro en rute på 700 meter omkring bøjer.
På andendagen blev det til endnu flere medaljer og flotte finalepladser.
Caroline Kleemann på vej til sølv i disciplinen board race. Danskeren ligger her som nummer tre med to hvide striber på hætten.
Caroline Kleemann vandt sølvmedalje i både board race og ”livredningstriatlonen” Ocean woman. I sidstnævnte disciplin konkurreres i både svømning, board, surf ski og løb i en samlet distance. Senere på dagen lykkedes det for de danske kvinder at vinde en flot sølvmedalje i Ocean Woman holdkappen, hvor hver del af en ocean woman – henholdsvis svømning, board, surf ski og løb – er delt op på fire deltagere. Danskerne blev kun overgået af Tyskland i en meget tæt duel. Tyskland har betragteligt flere udøvere at vælge imellem til at sætte det stærkeste hold, hvorfor præstationen af de danske piger var over al forventning.
Nedenfor tre fotos fra Ocean Woman holdkappen. Julie Christensen står klar i vandet og er parat til at løbe mod land.
Udover de mange medaljer blev det til flotte finalepladser af Katrine Zinck Leth-Espensen på board og i ocean woman, og for Mai Hjemgaard på board og Julie Christensen i beach flags. Julie var tæt på at vinde B-finalen i beach flags, hvilket er et utrolig flot resultat som debutant til DLRG Cup. Jan Simonsen blev en flot nummer fem hos herrerne i samme disciplin.
Thomas Ibsen Nielsen deltog i både board og ocean man finalen, hvor han placerede sig som henholdsvis nummer 13 og nummer 10.
Overordnet set var landstræner Nicolaj Poulsen yderst tilfreds med det danske holds præstationer, og især de to juniorer Mai Hjelmgaard og Julie Christensen viste rigtig gode takter frem mod EJM, som afholdes på dansk grund den første weekend i september.
Nedenfor yderligere to kraftfulde og farverige fotos fra DLRG Cup.
Den 30. juli afvikles de åbne danske mesterskaber i konkurrencelivredning på Bellevue strand. Stævnestart klokken 10.00 og forventet afslutning omkring klokken 18.00.
For yderligere information om DM kontakt sektionsleder Kresten Falster på kfalster@gmail.com og for information omkring EJM 2011 kontakt Caroline Kleemann på ck@svoem.dk
Alle fotos i denne artikel er taget af Kresten Falster.