0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

VM fredag, finaleafsnit: Jeanette Ottesen overrasker alt og alle og bliver verdensmester i 100 m fri

29-07-2011

Af: 21

I fredagens VM-finaleafsnit i Shanghai var 23-årige Jeanette Ottesen aldeles flyvende i 100 m fri finalen. Således flænsede hun langbanebassinet i den stærke tid 53,45, hvilket resulterede i en fantastisk delt førsteplads sammen med Aliaksandra Herasimenia fra Hviderusland.

Et fantastisk løb af den danske svømmer fra Kvik Kastrup/NTC, der må siges at have overgået alles forventninger i dette løb ved helt sensationelt at tage VM-guldet foran favoritterne. Jeanette forbedrer her sin tid fra både indledende og semifinalen med ikke mindre end 43/100 sekunder. Sikke en præstation.
Bronzemedaljen gik i denne meget spændende finale til Ranomi Kromowidjojo fra Holland i tiden 53,66.

Oven på 100 m fri præstationen skulle Jeanette atter i konkurrence blot 15 minutter senere i samme afsnit – denne gang i 50 m butterfly semifinalen, som hun i indledende afsnit havde kvalificeret sig til i næsthurtigste tid.
I semifinalen var Jeanette Ottesen tydeligt træt og mentalt mærket af den netop tilkæmpede verdensmester-titel. Således fik danskeren ikke dette løb til at fungere optimalt og måtte se sig placeret som nummer 13 i tiden 26,53. 

Danmark havde endnu en finalist i konkurrence fredag ved Rikke Møller Pedersen i 200 m brystsvømning. Den 22-årige svømmer fra Frem Odense/NTC svømmer her sin chance og lægger således stærkt ud og er med helt i front frem til 150 meter. Herefter falder danskeren desværre tilbage på de sidste 50 meter og må se sig placeret som nummer syv i tiden 2.26,56.
Stor respekt for Rikkes stærke sats i denne finale. Danskeren gør præcis det, som skal til, for at det på en god dag kan blive til noget stort. Desværre var dagen i dag ikke til Rikkes fordel, men anerkendelse skal lyde for, at hun gjorde forsøget.
I denne finale blev guldet svømmet hjem af USA’s Rebecca Soni i tiden 2.21.47.

I morgen, lørdag, kan vi i indledende afsnit glæde os til at skulle følge:

Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/NTC, i indledende 50 m fri svømning.
Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC, i indledende 50 m brystsvømning.
Mads Glæsner, VI39/VAT/NTC, i indledende 1500 m fri svømning.
Danmark i damernes 4 x 100 m holdmedley.

Således en travl og spændende morgen i Shanghai, der kan følges på Eurosport fra klokken 03.00.

Senere på lørdagen, i finaleafsnittet, der begynder klokken 12.00, kan vi også allerede nu begynde at glæde os til finalen i 800 m fri, hvor Lotte Friis er klar i næsthurtigste tid - et løb, hvor Allerød/Sigma/NTC-svømmeren er forsvarende mester.  

Resultater og videoklip fra VM-lejren

Se alle resultater på www.omegatiming.com
Se også de mange små videoklip fra VM-lejren, der dagligt lægges på Dansk Svømmeunions hjemmeside www.svoem.dk – gå direkte til sitet via følgende link: t2w_1908.asp

For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: +86 1502 674 1019.
Der henstilles til, at kontakt til svømmerne foregår via elitechefen og ikke direkte til svømmerne selv.

Husk tidsforskellen: Shanghai er seks timer foran dansk tid.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Kommunikationsansvarlig

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937