VM mandag, indledende: Lotte Friis videre til finalen i 1500 m fri i hurtigste tid
25-07-2011
Af: 21
I mandagens indledende afsnit af VM i Shanghai svømmede Lotte Friis sig ind på en samlet førsteplads på maratondistancen 1500 m fri i tiden 16.00,47. Et rigtig fint løb af svømmeren fra Allerød/Sigma/NTC, der tilbagelagde de 1500 meter præcis som planlagt med landstræner Paulus Wildeboer. Dermed er der lagt op til en virkelig spændende finale på denne distance – en finale, der svømmes i morgen, tirsdag.
Mandag morgen skulle Rikke Møller Pedersen for første gang ved disse mesterskaber i konkurrence. Her blev det i indledende 100 m brystsvømning til en delt syvendeplads for danskeren i tiden 1.07,80. Dermed er svømmeren fra Frem Odense/NTC klar når semifinalen går løs senere i dag i mandagens finaleafsnit. Med morgenens resultat har Rikke Møller Pedersen klaret OL-kravet, der her lyder på 1.08,49.
For 14-årige Mie Østergaard Nielsen blev det i mandagens indledende 100 m rygsvømning til en ny personlig rekordtid i 1.01,90. Et fint løb af svømmeren fra Aalborg, der her slutter på en samlet 24. plads.
Også Mads Glæsner, VI39/VAT/NTC, var i konkurrence mandag morgen. Her stod der 200 m fri på programmet. Mads tilbagelægger distancen i tiden 1.49,59 og slutter på en samlet 32. plads.
Se alle resultater på www.omegatiming.com Se også de mange små videoklip fra VM-lejren, der dagligt lægges på Dansk Svømmeunions hjemmeside – www.svoem.dk
I mandagens finaleafsnit, der begynder klokken 12.00 dansk tid, kan vi nu se frem til at skulle følge Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC, i 100 m brystsvømning semifinalen.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: +86 1502 674 1019.
Der henstilles til, at kontakt til svømmerne foregår via elitechefen og ikke direkte til svømmerne selv.
Husk tidsforskellen: Shanghai er seks timer foran dansk tid.