I aften, søndag, den 24. juli får 14-årige Laust Moesgaard en oplevelse for livet. Når det danske hold marcherer ind til åbningen af European Youth Olympic Games 2011 bliver det nemlig med svømmetalentet i spidsen i rollen som dansk fanebærer.
- Jeg er meget overrasket og stolt over, at jeg skal være fanebærer. Det er måske lidt skræmmende, men det er også vildt spændende. Jeg er sikker på, at det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, siger Laust Moesgaard, som ved EYOF for første gang skal prøve kræfter med Europas bedste svømmetalenter.
Se interview med Laust Moesgaard på www.on-sport.dk - gå direkte til siden via følgende link: http://www.on-sport.dk/video/2542426/her-er-den-danske-fanebrer
Har taget alle med storm
Herning-svømmeren kvalificerede sig først meget sent til den olympiske festival, men gjorde det til gengæld med et ordentligt brag. Han var end ikke en del af svømmernes bruttotrup til EYOF, da han ved DM sidst i juni blev suveræn årgangsmester i favoritdisciplinen 1500 meter fri. Her svømmede han samtidig mere end hurtigt nok til at overhale konkurrenterne i kapløbet om en plads på det danske hold i Trabzon.
Det er blandt andet den historie, DIFs Morten Schram Rodtwitt, chef de mission for det danske hold i Trabzon, er faldet for.
- Jeg er meget glad for at kunne præsentere Laust Moesgaard som danske fanebærer ved EYOF 2011. Der har som altid været mange atleter om budet, men Laust har taget alt og alle med storm, siden han i sidste øjeblik blev en del af det danske hold. Jeg glæder mig til at følge ham både i rollen som fanebærer under åbningsceremonien og især i konkurrence, hvor jeg er overbevist om, at han kan fortsætte med at imponere, siger Morten Schram Rodtwitt.
Åbningsceremonien foregår søndag den 24. juli fra kl. 20.30 på Trabzon Hüseyin Avni Aker Stadium. Fanebærer Laust Moesgaard skal i konkurrence torsdag den 28. juli i favoritdisciplinen 1500 meter fri.
For yderligere information om de danske svømmeres forestående konkurrencer og resultater kan Dansk Svømmeunions talentudvikler, Michael Hinge, kontaktes på mobil: 2049 5706.
På festivalens officielle hjemmeside www.trabzon2011.org finder du konkurrenceprogrammet, informationer om de deltagende lande mv.
På www.dif.dk finder du teambogen for det danske hold samt nyheder, stemningsrapporter og billeder fra festivalen.
På www.on-sport.dk vil du under festivalen kunne se videoindslag fra den danske lejr.