På onsdag, den 20. juli flyver VM-truppen fra træningslejren i Japan til Shanghai. Så er det tid at finde sig til rette på VM-hotellet. .
Af: 21
Det er første gang i VM svømningens historie, at Shanghai og Kina skal arrangere et Verdens Mesterskab på langbane, der er svømmesportens internationale hovedbegivenhed. Det er 14. gang i alt, at der afholdes VM – denne gang med deltagelse af hele 181 nationer, hvilket er ny rekorddeltagelse. VM konkurrencerne består, udover svømning, også af mesterskaber i vandpolo, synkronsvømning, åbent vand-svømning og udspring. Konkurrencerne starter den 16. juli og afsluttes den 31. juli. Svømmekonkurrencerne, som er de eneste af VM konkurrencerne med dansk deltagelse, starter søndag, den 24. juli og afsluttes søndag, den 31. juli.
Svømmekonkurrencerne kommer til at foregå i Oriental Sports Centre, et til lejligheden nyopført svømmekompleks med plads til i alt 18.000 tilskuere. Svømmekomplekset indeholder blandt andet et indendørs svømmestadion for svømmekonkurrencer. Udendørs er der bassiner til vandpolo og udspring.
Danmark er repræsenteret med seks svømmere: Lotte Friis, Allerød/Sigma/NTC Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup/NTC Rikke Møller Pedersen, Frem Odense/NTC Mads Glæsner, VI39/VAT/NTC Pernille Blume, Birkerød/Sigma/NTC Mie Østergaard Nielsen, Aalborg Svømmeklub
VM – første mulighed for OL-kvalifikation VM bliver første mulighed for de danske svømmere for at kunne kvalificere sig til OL i London. Kravtider og regler fremgår af de sidste to sider af Dansk Svømmeunions Mediaguide - kan downloades nederst i denne meddelelse. Kvalifikationsmuligheden giver naturligvis et ekstra ”krydderi” til VM for de danske svømmere. Specielt er der spænding om de eftertragtede nationspladser i holdkapperne. Danmark forventes at have to holdkapper til start ved VM. Det drejer sig om 4 x 100 m medley og 4 x 100 m fri. Begge er dameholdkapper.
Siden VM-udtagelsen i april er gået en række gode og udbytterige forberedelses-måneder. Blandt andet har en del af svømmerne opholdt sig på en fire uger lang højdetræningslejr to steder i USA (Leadville og Flagstaff). Siden hjemkomsten har flere af svømmerne overnattet i højdetelte indtil afrejsen til den afsluttende træningslejr i Japan. Svømmerne har gennemført en række krævende fysiologiske tests i Team Danmarks laboratorier og naturligvis i vandet på Bellahøj Svømmestadion. Svømmerne har også senest med succes deltaget ved et stærkt besat internationalt stævne i Rom.
Flere målsætninger for VM Målsætningen med den danske deltagelse går i flere retninger. På ét plan er målet, at hver af de seks svømmere efter VM har svømmet en eller flere individuelle eller holdkapfinaler. Det betyder, at det er realistisk at gå efter seks - otte finalepladser til Danmark og en - to medaljer. På et andet plan er målet, at Jeanette Ottesen (KVIK Kastrup/NTC), Rikke Møller Pedersen (Frem Odense/NTC), Mads Glæsner (VI39/VAT/NTC) og Lotte Friis (Allerød/Sigma/NTC) opnår individuelle finaler. Og på et tredje plan er medaljeforventningerne knyttet til den forsvarende verdensmester, Lotte Friis. Lotte har to medaljer fra sidste VM i 2009 at forsvare: Guld i 800 m fri og sølv i 1500 m fri.
Det bliver otte spændende dage i Shanghai, som de danske svømmere ser frem til. Mange ting står på spil - blandt andet OL-kvalifikationer, individuelle finaler, holdkapfinaler og ikke mindst medaljemuligheder.
Se også detaljeret VM-program for de danske svømmere i Mediaguiden.
Dansk Svømmeunion vil løbende opdatere med nyt fra VM. Det være sig pressemeddelelser og videoklip på www.svoem.dk
Pressekontakt under VM er elitechef Lars Sørensen, der kan kontaktes på mobil: 2920 6160. Dansk Svømmeunion opfordrer til, at kontakten til holdet kun går via elitechefen og dermed ikke direkte til svømmerne. Husk i den forbindelse tidsforskellen mellem Danmark og Shanghai: Shanghai er seks timer foran dansk tid.