Tekst: Jakob Schjødt-Pedersen
Efter flere års hård træning lykkedes det nu endelig for Tommerup at slå ærkerivalerne fra Slagelse i pokalfinalen i U15. Dysten stod i Tommerup Svømmehal, som i weekenden 4.-5. juni lagde vand til pokalfinalen for både U15 og U11.
Tommerups talentfulde U15 hold, hvoraf flere vandt DM guld, da de var U12 spillere, gik ubesejrede igennem turneringen, og slog SSK 14-7 i finalen.
En finale der dog var meget mere tæt end de endelige cifre indikere. Efter de to første perioder stod det 5-2, efter et stresset spil med for hurtige og dermed upræcise afslutninger. En opsang fra Tommerups træner Karl-Emil Greve, hvor han prøvede at få spillerne til at spille deres sædvanlige spil med sammenspil, overblik og præcise afleveringer, resulterede i et par hurtige scoringer, men Slagelse fulgte med, så der stod 8-5 efter tredje periode.
Frederik Dorf Eriksen (TSK) i hvid hue under hårdt pres.
(Foto: Jakob Schjødt-Pedersen)
Endnu en opsang i pausen, og en udvisning til Slagelse, hvor Tommerup udnyttede overtalssitiuationen ved at TSKs målmand scorede et af sine sjældne mål. Slagelse forsøgte en mand-mindre opstilling, hvor målmanden dækkede en angriber, men da Tommerups målmand var trukket langt frem, kunne han altså score i et tomt mål.
Sidst i kampen så sejren mere og mere sikker ud. Og Tommerup løb helt fra Slagelse, så resultatet blev 14-7.
Lystrup blev nummer tre, og Frem Odense kom på fjerde pladsen.
Slagelse kunne dog også tage en pokal med hjem. Vestsjællænderne vandt nemlig U11 pokalen over Tommerup. Her var Slagelse langt bedre svømmende, og havde et par spillere der var mere rutinerede.