Han var en af dem, som for alvor satte sig nogle livsaftryk, der havde, har og får betydning for rigtige mange mennesker – dem, der har en kærlighed til vandpolosporten, og for de kommende generationer, der får det.
For havde det ikke været for Ole Lambert, ville meget sandsynligvis have set anderledes og mere kedsommeligt ud i dansk vandpolo.
Desværre har vi ham ikke mere. Ole Lambert døde 10. december i en alder af 78 år.
Vandpolosporten boede i hans hjerte til det sidste. Efter mange års pensionering vendte han for tre år siden tilbage til trænergerningen på Kolding Svømme Klubs 2. divisionshold – med hele sin faglige kapacitet, menneskelige karisma og uimodståelige temperament i behold.
I sig selv en opsigtsvækkende alder på en vandpolotræner. Men i Kolding opsigtsvækkende af mange grunde. Det var Ole Lambert, der skabte klubben i sin moderne udgave, da han kom til byen som ung adjunkt i 1960 – som svømmetræner, vandpolotræner og formand gennem en årrække med sin storhedstid i 60erne og 70erne.
Men ud over at skabe en stor eliteklub satte han sig store nationale spor.
Hans indsats i Kolding gjorde indtryk overalt og via en vandpololederpost i den tidligere Jydsk Svømme Union kom han til tops som vandpolosportens øverste leder på landsplan – som i en årrække også omfattede posten som landstræner og en tjans som myndig, særdeles myndig, international dommer med en fløjte, der kunne høres på flere kontinenter på én gang.
Forud lå desuden en lang aktiv karriere som landsholdsspiller, foruden en svømmekarriere med danske mesterskaber i rygcrawl – først i TII, siden i USG, inden turen gik til Kolding.
Det var som leder og træner, Lambert for alvor hældte sit DNA ud over en hel sportsgren. Med fynd, kraft og vedholdenhed. Nogen stor diplomat er der vist aldrig nogen, som har beskyldt ham for at være. Ole Lambert havde sine meninger og sin udsøgte evne til at gøre dem forståelige og uimodsigelige for andre.
I Lamberts første leder-år i Kolding, var vandpolosporten en aftægtssport for afdankede topsvømmere. Slattent og uambitiøst, mente Lambert, som med opbakning fra fremsynede ledere i især AGF og OSLF fik vandpoloen hævet fra et perifert lokalt turneringsniveau til en organiseret landssport med en Danmarksturnering i flere divisioner og nok så væsentlig for udviklingen: solidt arbejde med ungdomsturneringer, lokalt, regionalt og nationalt.
Under hans lederskab trængte vandpolosporten ud i selv de særeste afkroge af landet.
Lambert kunne være en hidsig krabat, hvad f.eks. byrådspolitikere dagligt fik at mærke i hans kamp for at få opført en svømmehal i Kolding. Det tog ham tolv år, så stod den der i 1972. Han var ikke stolt over, at det tog så mange år, og de genstridige politikere var heller ikke specielt glade for det. De kunne have sparet sig selv for talrige ørefigner i den lokale presse fra klubmanden med det gode hoved og ordet i sin magt.
De verbale øretæver delte han også flittigt ud til dem, der stod hans hjerte nærmest: de unge talenter. Gud nåde og trøste enhver, der forsømte træningen og dermed forsømte sit forpligtende talent.
I Kolding var vi mange, der også havde ham tæt på i gymnasietiden. Jeg selv var en af dem. En skrækkelig tid. Gennem hele min gymnasietid havde jeg ham som lærer i svømning og i idræt.
Han var ubønhørlig: I samtlige svømmetimer skulle jeg ikke andet end træde vande med en otte kilo tung medicinbold i strakte arme. Godt for en vandpolospillers muskulatur, mente han.
I idrætstimerne skulle jeg udelukkende kaste med spyd, igen og igen og hele tiden. Godt for min skudarm, hævdede han og hamrede igen på selv den spinkleste protest: ’Mønster, du er klodens sløveste padde. Du får alligevel intet ud af en normal idrætstime. Så kan du lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt.’
Heldigvis delte jeg skæbnefællesskab med mange. At vurdere ud fra hans yndlings-skældsord var Kolding faktisk udelukkende befolket med ’sløve padder.’
Lambert besad i øvrigt en ikke ringe grad af forfængelighed. Han lagde f.eks. vægt på den korrekte udtale af sit efternavn: Lambææær, hvormed han lod ane, at han var ud af fin fransk byrd.
Jeg ved, at netop dét har givet anledning til en vis moro i hans familie. Hans datter Lisbeth fortalte mig ved en munter lejlighed, at slægten ikke var ganske klar i sin herkomst, men at et og andet tydede på, at han i virkeligheden nok snarere nedstammede fra en svensk hønsetyv. Hvilket for så vidt også stemte bedre med den udtale af efternavnet, der rimer på Slambert, som vi andre oftest kaldte ham – vel at mærke godt uden for hans hørevidde.
Hans død fremkalder minder, tårer og tristesse. Også hos os, der ikke var hans familie, men som så var det alligevel, fordi vi havde en kærlighed sammen, kærligheden til en fantastisk sport.
I Kolding var det den tidligere landsholdsspiller Keld Pedersen, der fik ham tilbage i trænerjobbet. Og det var Keld, der skulle fortælle spillerne, at Lambert var død. Sammen holdt de et minuts stilhed på bassinkant første træningsaften efter hans død. Og så kommanderede Keld alle mand i vandet. Hun turde ikke påkalde sig en vred mands røst og dommerfløjte fra dødsriget, for Lambert havde ikke accepteret et dødsfald som undskyldning for at springe en træningsaften over.
Der er også noget mindre trist over sådan et dødsfald: Det giver anledning til at fortælle nye generationer historien om en stor mand, som vi er mange, rigtig mange, der skylder tak.
Og så er der lige den omstændighed, at Lamberts død også vækker bekymring. For Skt. Peter. Han vil blive jaget rundt i manegen af manden med den skingre fløjte og blive overdænget med skældsord og få at vide, at han er universets sløveste padde – lige indtil han har udstyret Himmeriget med et ordentligt vandpolostadion med internationale dimensioner.
Jeg ønsker Ole alt det bedste dér, hvor han nu skal hen.
Æret være hans minde
Flemming Mønster