VM kortbane, fredag indledende: Mads Glæsner og Rikke Møller Pedersen videre til henholdsvis finale og semifinale fredag eftermiddag
17-12-2010
Af: 21
I fredagens indledende afsnit af VM på kortbane i Dubai var der flere spændende løb at følge med dansk deltagelse.
Mads Glæsner præsterede et virkelig fint løb i indledende 400 m fri i tiden 3.39,98. Det bliver her til en samlet flot tredjeplads for svømmeren fra VI39/VAT/NTC, der således er med videre til finalen på denne distance i fredagens finaleafsnit. Mads var da også selv efterfølgende godt tilfreds med sit resultat og glæder sig til finalen, hvor den danske svømmer synes at have mere at byde ind med.
Også Rikke Møller Pedersen, Frem/NTC, leverede et udmærket løb fredag morgen i indledende 100 m brystsvømning. Det blev således her til en samlet syvendeplads for danskeren i tiden 1.05,84 og Rikke er dermed sikkert videre til aftenens semifinale på denne distance.
Danmark var også med i damernes 4 x 100 medley holdkap fredag formiddag. Desværre blev Danmark her diskvalificeret på grund af en tyvstart. Rigtig ærgerligt for de danske piger, der ellers leverede en virkelig flot holdpræstation og blev noteret for tiden 3.54,39 – en tid, der ville have resulteret i en finaleplads som fjerde eller femte hurtigste nation – hvis altså det ikke var blevet til en diskvalifikation. Endvidere ville holdet med den noterede tid have sat dansk rekord. Så virkelig ærgerligt med en diskvalifikation her.
Øvrige danske resultater fra indledende afsnit: Lotte Friis (Allerød/Sigma/NTC) svømmer indledende 400 m fri i tiden 4.06,24 og slutter på en samlet 12. plads. Pernille Larsen (West Swim Esbjerg/ESE) svømmer indledende 200 m rygsvømning i tiden 2.09,48 og slutter som nummer 16.
Spændende finaleafsnit i vente fredag eftermiddag Når det går løs med fredagens finaleafsnit kan vi glæde os særligt til to finaler og en semifinale med dansk deltagelse. Som nævnt ovenfor er Mads Glæsner klar, når det går løs i finalen i 400 m fri og Rikke Møller Pedersen står klar, når semifinalen i 100 m brystsvømning, løber af stablen. Men også Jeanette Ottesen (KVIK Kastrup) kan vi glæde os til at skulle følge fredag eftermiddag. Jeanette er med i finalen i 50 m butterfly, som hun torsdag kvalificerede sig til som femtehurtigste svømmer.
Finaleafsnittet begynder klokken 16.00 dansk tid.
Videoklip fra den danske VM-lejr Dansk Svømmeunion lægger løbende videoklip på hjemmesiden fra den danske VM-lejr. Se klippene via følgende link: t2w_1400.asp
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: 2920 6160. Al pressekontakt til holdet bedes ligeledes ske via elitechefen.