EKM - lørdag, finaleafsnit: Stærke præstationer af de danske svømmere lørdag aften
27-11-2010
Af: 21
I lørdagens finaleafsnit af EM på kortbane i Holland var to danske svømmere i konkurrence.
Anders Lie var flyvende på maratondistancen 1500 m fri, hvor det lykkedes for svømmeren fra Farum/NTC at komme under de magiske 15 minutter, da han blev noteret for tiden 14.58,48. En stærk præstation af Anders Lie, som her sætter personlig rekord med otte sekunder og slutter på en sjetteplads.
Guldet gik her til den italienske svømmer, Federico Colbertaldo, i tiden 14.35,36.
Aftenens anden danske deltager var Mathias Gydesen, der i indledende afsnit havde sikret sig en plads i aftenens 100 m ryg semifinale. I semifinalen blev det også for svømmeren fra Allerød/Sigma NS til en virkelig flot personlig rekordtid i 52,74. Trods tiden sluttede den 22-årige svømmer på den ærgerlige niendeplads lige uden for finalen – blot 5/100 sekunder fra ottendepladsen.
I morgen, søndag, fortsætter mesterskaberne i Eindhoven med indledende afsnit klokken 09.00.
For yderligere information kan assisterende landstræner, Jesper Starcke, kontaktes på mobil: 2264 2865. For henvendelse til svømmerne henvises til holdleder, Martin Jørgensen, på mobil: 4213 1172.