Svømmeren Mathilde Riis Sørensen hædret med Årets Åbent Vand-Pris
29-08-2010 I forbindelse med lørdagens Christiansborg Rundt svømning i hjertet af København, blev åbent vand-svømmeren Mathilde Riis Sørensen hædret med overrækkelse af Dansk Svømmeunions Årets Åbent Vand-Pris.
Af: 21
Det var Dansk Svømmeunions formand, Kaj Aagaard, der stod for overrækkelsen af Årets Åbent Vand-Pris, hvor han særligt fremhævede de meget flotte World Cup-resultater, som West Swim Esbjerg-svømmeren opnåede i 2009. Her lød det blandt andet: - Mathilde har i det forgangne år fået sit internationale gennembrud i åbent vand-svømning. Med internationale topplaceringer i flere World Cup afdelinger blev Mathilde i 2009 en samlet nummer 12 i den verdensomspændende FINA WORLD CUP og samtidig den bedste danske svømmer. Det bedste enkeltresultat opnåede Mathilde ved World Cup afdelingen i New York i begyndelsen af september 2009, hvor det blev til en fornem sjetteplads på trods af, at feltet indeholdt seks af de syv bedste svømmere fra OL-konkurrencerne i 2008. Desuden blev det ligeledes i 2009 til to syvendepladser ved World Cup afdelingerne i Portugal og ikke mindst på hjemmebane i kanalerne omkring Christiansborg i august måned 2009.
Formanden nævnte også ved samme lejlighed Mathildes sejr i DM 5 kilometer åbent vand 2010, som blev afviklet sidste lørdag i Amager Strandpark.
West Swim Esbjergs Mathilde Riis Sørensen - modtager af Dansk Svømmeunions Årets Åbent Vand-Pris. Foto: Nicholai Just.
Det var en meget glad Mathilde, der oven på talen modtog Årets Åbent Vand-Pris af Dansk Svømmeunions formand, Kaj Aagaard. Foto: Nicholai Just.
Med ovennævnte pris fulgte en smuk Karen Blixen glasvase med inskription, blomster og diplom.
Foto til fri redaktionel afbenyttelse Billedetekst: Mathilde Riis Sørensen - modtager af Dansk Svømmeunions Årets Åbent Vand-Pris. Foto: Nicholai Just.