Redskaber er stedet, hvor du blandt andet finder det politiske program for Dansk Svømmeunion, regler fra FINA for både svømning, åbent vand, vandpolo, masters og faciliteter.
Du kan desuden i vidensbanken finde undersøgelser, som Duelighedsundersøgelsen 2007 og Frivillighedsundersøgelsen.
Dokumenter og notater fra møder i Dansk Svømmeunion vil også kunne findes under redskaber.
EM tirsdag, indledende: Stærke danske resultater i tirsdagens indledende afsnit
10-08-2010
Af: 21
I tirsdagens indledende afsnit af EM i Budapest var Rikke Møller Pedersen i konkurrence i 100 m brystsvømning. Det blev her til en forrygende samlet førsteplads til den 21-årige svømmer i tiden 1.07,78. En yderst tilfredsstillende præstation, hvor Rikke formåede at svømme en anelse hurtigere end oprindeligt aftalt med landstræner Paulus Wildeboer. Der er således lagt op til flere spændende løb på denne distance med deltagelse af den danske svømmer fra NTC/Frem. Semifinalen på distancen svømmes i aften.
Med i samme løb var også Louise Jansen, Sigma/Allerød, der her formåede at sætte en personlig rekord i 1.11,68. Louise slutter her på en samlet 27. plads.
Også Jeanette Ottesen leverede et fint løb i tirsdagens indledende afsnit – her i 100 m fri, hvor Jeanette blev noteret for tiden 54,57. Tiden rakte til en flot samlet fjerdeplads i dette indledende løb, og den danske svømmer er således kvalificeret til aftenens semifinale på distancen. KVIK Kastrup-svømmeren har imidlertid allerede et krævende løb liggende i aftenens afsnit, idet hun skal svømme finale i 50 m butterfly. Et løb, hvor Jeanette er med videre fra semifinalen som tredjehurtigste svømmer. Af hensyn til denne udfordring har den 22-årige svømmer, i samråd med landstræner Paulus Wildeboer og sin egen træner Per Holmquist, besluttet, ikke at stille op i 100 m fri semifinalen. En svær men enig beslutning.
For den danske EM-debutant Daniel Skaaning går det helt forrygende i langbanebassinet i Budapest. Således formåede den kun 17-årige svømmer fra STT/VAT i tirsdagens indledende 200 m individuel medley at sætte dansk juniorrekord i 2.04,14. Daniel sletter her Morten Klarskovs tidligere juniorrekord på distancen og forbedrer tiden med 1,03 sekunder. Et flot løb af danskeren som slutter på en samlet 23. plads.
For Mads Glæsner (VAT/VI39/NTC) blev det også i dag til en præstation, der resulterede i en ærgerlig placering lige præcis uden for finalen, da han i indledende 1500 m fri sluttede på en samlet niendeplads – kun kort fra ottendepladsen - i tiden 15.16,63.
Finaleafsnittet begynder klokken 17.00. Her kan vi opsamlende glæde os til at skulle følge: Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup, i 50 m butterfly finale. Jakob Andkjær, VI39/VAT, i 50 m butterfly finale. Rikke Møller Pedersen, FREM/NTC, i 100 m brystsvømning semifinale.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: 2920 6160. Dansk Svømmeunion opfordrer til at kontakten til holdet kun går via elitechef Lars Sørensen og dermed ikke direkte via svømmernes mobilnumre.