Redskaber er stedet, hvor du blandt andet finder det politiske program for Dansk Svømmeunion, regler fra FINA for både svømning, åbent vand, vandpolo, masters og faciliteter.
Du kan desuden i vidensbanken finde undersøgelser, som Duelighedsundersøgelsen 2007 og Frivillighedsundersøgelsen.
Dokumenter og notater fra møder i Dansk Svømmeunion vil også kunne findes under redskaber.
Nedtælling til EM i svømning: Mediaguide og sidste chance for at møde truppen før afrejse
03-08-2010 11 danske svømmere er parate til sæsonens højdepunkt og målet er klart (Arkivfoto: Daniel Skaaning).
Af: 21
Det 30. EM i svømning afholdes i Ungarns hovedstad, Budapest. Svømmekonkurrencerne starter mandag, den 9. august og afsluttes søndag, den 15. august. Under EM, som udover svømmekonkurrencerne også omfatter åbent vand, udsprings- og synkrokonkurrencer, uddeles i alt 54 sæt medaljer, heraf de 40 sæt i svømning. Der er tilmeldt 44 nationer forud for starten af EM. De 11 danske deltagere kommer således til at svømme resultaterne hjem i meget skarp konkurrence. At dømme efter de øjeblikkelige Europa-ranglister vil niveauet sandsynligt være særdeles højt.
Svømmekonkurrencerne kommer til at foregå i ”Hajos Alfred-Tamas Szechy Swimming Complex”. Et udendørs svømmeanlæg bestående af i alt otte forskellige bassiner, heraf flere træningsbassiner og et næsten nybygget konkurrencebassin. Sidst der blev afholdt EM i Budapest var i 2006.
Siden slutningen af maj har de danske EM-svømmere arbejdet målrettet mod denne ene begivenhed. Forud er blandt andet gået 22 dages højdetræningslejr i Sierra Nevada i Spanien i juni, en række internationale topstævner i juni og juli samt en afsluttende træningslejr i Slovenien. Derudover er svømmerne blevet testet adskillige gange undervejs af Team Danmarks eksperter.
Store forventninger til de danske svømmere Forventningerne til de danske svømmeres EM-deltagelse går i flere retninger. Samlet set er det forventningen, at de danske deltagere svømmer mange sæsonbedste tider. Der bliver sandsynligt færre personlige og danske rekorder i år på grund af, at EM er den første alvorlige styrkeprøve for alle internationale svømmere uden de meget omtalte - nu forbudte - svømmedragter.
I forhold til de mere rutinerede svømmere på holdet som Lotte Friis (NTC/Sigma/Allerød), Jakob Andkjær (VAT/VI39), Rikke Møller Pedersen (NTC/Frem), Mads Glæsner (NTC/VAT/VI39) samt Jeanette Ottesen (Kvik Kastrup) har de alle muligheder og realistiske chancer for at svømme sig blandt top 8 i deres bedste discipliner og dermed at svømme EM-finaler. For de øvrige svømmere, der er kvalificeret individuelt, er forventningen, at de kvalificerer sig til semifinaler i de discipliner, de er kvalificerede i. For juniorsvømmerne er det vigtigste mål, at de høster international stævneerfaring på allerhøjeste niveau.
Samlet set er målsætningen, at holdet opnår deltagelse i ialt 10 finaler, og at dagsformen hos de bedste svømmere rækker til at opnå fire medaljer.
Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, udtaler om målsætningen: - Målsætningen er ambitiøs, men ovenpå et godt VM sidste år og en række gode forberedelser siden maj, tør vi godt være ambitiøse.
Dansk Svømmeunions landstræner, Paulus Wildeboer, udtaler om sit EM-holds styrke: - Vi har et hold til EM, der både består af en verdensmester, fire VM-finalister fra 2009 og to medaljetagere fra de netop afholdte Europæiske Junior Mesterskaber, så jeg er godt tilfreds med udsigterne til et spændende EM for Danmark.
Mediaguide for EM 2010 Dansk Svømmeunion har udarbejdet en Mediaguide for EM 2010, som rummer diverse informationer om det danske hold. Foruden en præsentation af hele holdet kan der også læses om svømmernes egne forventninger til de forestående mesterskaber. I Mediaguiden fremgår en detaljeret "dag-for-dag" oversigt, således det er muligt at se, hvornår de danske svømmere er i konkurrence. Endelig er der også en oversigt over de danske seniorrekorder.
Livetiming under EM Der vil være livetiming under mesterskaberne. Følg således med i konkurrencerne direkte på: www.omegatiming.com
Pressekontakt under EM Pressekontakt under hele EM er Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, der kan kontaktes på mobil: 2920 6160. Dansk Svømmeunion opfordrer til at kontakten til holdet kun går via elitechef Lars Sørensen og dermed ikke direkte via svømmernes mobilnumre.
Mød EM-truppen i lufthavnen før afrejse I forbindelse med afrejsen fra Kastrup Lufthavn vil det være muligt at få korte interviews og kommentarer fra de danske EM-deltagere. Afrejsen til Budapest er torsdag, den 5. august og der er gruppe check-in i Terminal 2 klokken 08.30. Svømmerne ankommer fra cirka 08.15.
For yderligere information om de forestående mesterskaber kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på ovenstående mobilnummer.