0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Tidligere formand hædret med æresmedlemskab i forbindelse med Dansk Svømmeunions generalforsamling

25-04-2010
Peter Møller Nielsen blev lørdag aften hædret med SVØMs æresmedlemskab.

Af: 21

I forbindelse med en festmiddag holdt i forlængelse af Dansk Svømmeunions generalforsamling lørdag aften i Vingstedcentret, blev unionens tidligere formand, Peter Møller Nielsen, hædret med tildelingen af SVØMs æresmedlemskab.

Det var Dansk Svømmeunions nuværende formand, Kaj Aagaard, som forestod overrækkelsen. Om Peter Møller Nielsen fortalte formanden blandt andet:

- Du var min forgænger på posten som forbundsformand. Jeg plejer at sige, at du lagde unionen tilrette for mig. Du har absolut været med til at bane vejen og således føre unionen i den retning, som den nuværende bestyrelse går efter. Peter, du havde mange visioner for organisationen, var forudseende og så, at dansk svømning skulle ændre sig. Mange af de ideer og tanker, vi nyder godt af i dag, blev til i denne - din periode, lød det i Kaj Aagaards tale, der fortsatte videre:

- Du turde, i din formandsperiode at tage slagsmålene om store ting, og du var hele tiden fokuseret på at etablere en enhedsorganisation. I det hele taget var det dig, der lagde grunden til en modernisering af unionen, således at vi i dag står med en union, som andre specialforbund lægger mærke til.

Peter Møller Nielsen modtog oven på talen blomster og årskrus under stort bifald.


Peter Møller Nielsen (tv.) og nuværende formand, Kaj Aagaard,
oven på prisoverrækkelsen. 

Dansk Svømmeunion ønsker Peter Møller Nielsen hjertelig tillykke med hæderen.

Faktuelt om Peter Møller Nielsen
Peter Møller Nielsen startede sin svømmekarriere i Haderslev Svømmeklub og var med her i denne klubs første storhedstid. Igennem 70’erne var Peter aktiv som svømmer såvel som træner i Århus klubberne IHF og AGF. Han fortsatte derfra til Viborg Svømmeklub, hvor han var cheftræner frem til 1982.   

Op gennem 80’erne blev Peter stadig mere engageret på lederniveau. 1989 var året, hvor Peter blev valgt ind i Dansk Svømme og Livredningsforbunds forretningsudvalg. Fem år senere, i 1994, blev Peter formand for DSLF – en post han bestred indtil 2002. 

Som formand i DSLF brændte Peter Møller Nielsen blandt andet for uddannelse og livredning, ligesom han havde et stort ønske om at DSLF skulle gå ind i kystlivredningen. 

Peter Møller Nielsen modtog SVØMs æresbevisning i april 2003.
Året efter, i april 2004, blev Peter tildelt Danmarks Idræts-Forbunds ærestegn.

I dag er Peter Møller Nielsen bosiddende på Bornholm, hvor han i sit civile liv arbejder som politidirektør. Svømmegerningen er dog på ingen måde opgivet. Således varetager Peter i sin fritid jobbet som cheftræner i Rønne Svømme-Klub. 

Om Dansk Svømmeunions æresmedlemskab
SVØM æresmedlemskab er den absolut højest opnåelige anerkendelse i Dansk Svømmeunion.
Som påskønnelse til personer, der i en årrække har ydet en ganske enestående og betydningsfuld indsats for svømmesporten – heriblandt i øverste SVØM-regi.
Oversigten over æresmedlemmer fremgår af Dansk Svømmeunions hjemmeside – www.svoem.dk > Om unionen > Æresbevisninger.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

 






Cookieindstillinger