Danmark spillede sin bedste kamp, da det fredag lykkedes U17-landsholdet at klare 2-6 mod Bulgarien, som klart har taget teten i Danmarks gruppe ved EM-kvalifikationen i vandpolo, som afvikles i polske Gorzow.
Efter to store nederlag til først Ukraine på 16-5 og siden til værtsnationen Polen på 16-4, var der oprejsning til det rød-hvide mandskab mod bulgarerne. Danskerne spillede flot vandpolo og var på omgangshøjde med det bedste hold i Danmarks gruppe i flere perioder. Således klarede Danmark 1. periode uafgjort, vandt anden og spillede fjerde uafgjort. Kun i 3. periode fik bulgarerne lov til at slippe igennem det danske forsvar og score. I den periode ramte bulgarerne Danmarks netmasker og afgjorde således kampen.
Kampens cifre blev:
Danmark-Bulgarien 2-6 (1-1, 1-0, 0-5, 0-0)
Det snævre nederlag betyder dog, at der igen er kommet lidt tro og begejstring ind i de danske spillere. Der var ellers dømt "hængehoveder" efter de to første kvalifikationskampe, hvor både Ukraine og Polen i flere perioder havde vist et spil, som Danmark ikke kunne matche.
Efter tre nederlag indtager Danmark fjerde- og sidstepladsen i gruppen efter Bulgarien, Polen og Ukraine.
Lørdag møder det rød-hvide mandskab nummer tre fra den anden kvalifikationsgruppe i Gorzow, Storbritannien.
De øvrige kampe bliver: