EKM - lørdag, indledende: Stærke rekordresultater og viderekvalifikationer kombineret med ærgrelse lørdag morgen
12-12-2009
Af: 21
I damernes indledende 100 m butterfly lykkedes det for både Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup, og Micha Østergaard, VAT/VI39/NTC, at kvalificere sig til eftermiddagens semifinale på distancen. Sidste års guldvinder og dermed forsvarende Europamester på denne distance, Jeanette Ottesen, er med videre som hurtigste svømmer i tiden 56,66. Micha Østergaard er med videre som nummer syv i tiden 57,41.
Danmarks nye Europamester i 800 m fri, Lotte Friis, svømmede sig lørdag morgen videre til finalen i 400 m fri i tiden 4.03,97. Tiden rakte til en samlet femteplads for svømmeren fra Allerød/Sigma/NTC.
I damernes indledende 4 x 50 m holdmedley lykkedes det for det danske hold at kvalificere sig til eftermiddagens finale som sjettehurtigste hold i den danske rekordtid 1.47,40. Således forbedres den tidligere danske rekord her med 15/100 sekunder.
Et rigtig godt løb af det danske hold, som bestod af: Pernille Larsen, AGF: 27,73. Rikke Møller Pedersen, Frem/STO95/NTC: 29,98. Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup: 25,03. Micha Østergaard, VAT/VI39/NTC: 24,66.
Lørdag morgen lykkedes det for Morten Klarskov, VAT/AIF, at forbedre sin egen danske juniorrekord i indledende 100 m individuel medley. Det skete, da han her blev noteret for tiden 54,61, hvilket er en forbedring af Mortens tidligere juniorrekord med 57/100 sekunder. Et flot løb af den unge svømmer, som her slutter på en samlet 26. plads.
Rikke Møller Pedersen, som er indehaver af Europarekorden på 100 m brystsvømning, blev i lørdagens indledende afsnit diskvalificeret i netop denne disciplin. Rikke blev diskvalificeret for, i forbindelse med pull-out’en i starten, at foretage et forkert butterflybenspark. Rigtig ærgerligt for svømmeren fra Frem/STO95/NTC, som ellers havde virkelig gode chancer for en topplacering her.
Lørdag eftermiddag kan vi, foruden ovennævnte, også glæde os til at skulle følge Mads Glæsner (VAT/VI39/NTC) i finalen på maratondistancen 1500 m fri.
I lørdagens finaleafsnit kan vi opsamlende glæde os til at se danske svømmere i følgende løb: 1500 m fri, herrer, finale: Mads Glæsner. 400 m fri, damer, finale: Lotte Friis. 4 x 50 holdmedley, damer, finale: Danmark. 100 m butterfly, damer, semifinale: Jeanette Ottesen og Micha Østergaard.
Finaleafsnittet begynder klokken 16.00.
Pressekontakt Lars Sørensen, elitechef, mobil: 2920 6160.
Dansk Svømmeunion henstiller til, at der under EKM ikke tages direkte kontakt til svømmerne, men at alt mediekontakt går via Lars Sørensen.