Det blev til et nederlag i finalen, da Danmarks U16-landshold i vandpolo søndag 29. november var oppe mod Sverige ved de Nordiske Mesterskaber.
På hjemmebanen i Eriksdalsbadet i Stockholm var de blå-gule stærkest spillende. Således måtte det danske mandskab indkassere nederlag både i den indledende runde og i finalen. Begge gange tabte Danmark dog kun med et enkelt mål.
Finalekampen bar præg af mange udvisninger - 26 i alt - hvoraf en del blev indkasseret af danske spillere. Således fik tre af Danmarks spillere permanent marchordre i løbet af kampen.
Danmark var ellers på omgangshøjde med svenskerne lige indtil sidste periode, hvor de tre tredjegangs-udvisninger også faldt.
I alt deltog fem lande ved NM. Ud over Danmark og Sverige var det Finland, Norge og Litauen.
Bortset fra de to nederlag til Sverige, blev det til lutter sejre for det danske landshold. Både Norge, Finland og Litauen tabte forholdsvis stort til det rød-hvide mandskab.
Resultater:
Finale:
Sverige-Danmark: 12-11 (2-2, 3-4, 4-3, 3-2)
Indledende runde:
Danmark- Finland: 16-6 (5-2, 3-1, 5-1, 3-2)
Danmark-Litauen: 13-1 (2-0, 6-1, 3-0, 2-0)
Sverige-Danmark: 11-10 (3-3, 3-2, 1-3, 4-2)
Danmark-Norge: 19-6 (3-3, 4-0, 6-2, 6-1)