500 svømmere klar til Danmarks Mesterskaberne på kortbane i Odense Universitets Svømmehal
21-10-2009
Af: 21
Fra i morgen, torsdag, den 22. oktober til og med søndag, den 25. oktober afholdes Danmarks Mesterskaberne på kortbane samt Danske Junior Mesterskaber på kortbane i svømning i Odense Universitets Svømmehal. De mange svømmere, som i år er tilmeldt mesterskaberne, repræsenterer i alt 74 svømmeklubber/startfællesskaber. Blandt svømmerne er også enkelte deltagere fra henholdsvis to færøske og to norske klubber.
De fleste VM-svømmere er klar til start Blandt deltagerne ved mesterskaberne er også at finde størstedelen af de succesrige danske VM-svømmere. Således kan vi blandt andet glæde os til at følge Lotte Friis (verdensmester) fra Sigma/Allerød/NTC, Mads Glæsner (VM-finalist) ligeledes Sigma/Allerød/NTC, Jeanette Ottesen (VM-finalist) fra Kvik Kastrup og Rikke Møller Pedersen (VM-finalist) fra STO95/Frem/NTC.
Kun to af de danske VM-svømmere vil ikke være at finde blandt deltagerne ved weekendens kortbane-mesterskaber: Jakob Andkjær træner p.t. i USA, mens Julie Hjorth-Hansen ovenpå sit succesfulde VM har valgt at have en periode med lav trænings- og stævneaktivitet.
Det er helt klart, at de bedste svømmere bruger DM i Odense som et træningsstævne i forberedelserne frem mod efterårets helt store højdepunkt - EM på kortbane i Istanbul i december. Således er en række svømmere allerede blevet forhåndsudtaget til EM på kortbane og behøver derfor ikke til DM at svømme sig under kravtiderne.
De forhåndsudtagne svømmere til EM på kortbane er: Lotte Friis: Sigma/Allerød/NTC Jeanette Ottesen: Kvik Kastrup Louise Jansen: Sigma/Allerød Rikke Møller Pedersen: STO95/Frem/NTC Micha Østergaard: VAT/VI39/NTC Pernille Larsen: AGF Mads Glæsner: Sigma/Allerød/NTC Jakob Andkjær: VAT/VI39 Emil Dall-Nielsen: Sigma/Allerød/NTC Jon Rud: EliteSvøm Esbjerg/West Swim Esbjerg/NTC Chris Christensen: EliteSvøm Esbjerg/West Swim Esbjerg Amalie Emma Thomsen: Sigma/Allerød/NTC Markus Bak: Sigma/Allerød Frederik Siem Pedersen: Farum
Afgørende kvalifikationer på spil ved DM på kortbane i Odense På trods af de bedste svømmeres fokus på EM i december, er der alligevel afgørende kvalifikationer på spil i Odense. Kvalifikationsperioden for EM på kortbane slutter på søndag, den 25. oktober. DM på kortbane vil således være sidste chance for at kvalificere sig individuelt og via holdkapper til disse mesterskaber, som afvikles i perioden 10. – 13. december i Istanbul i Tyrkiet. En kvalifikation til EM på kortbane udløser også automatisk en billet til World Cup-serien, der svømmes i Europa i første halvdel af november.
Juniorsvømmerne klar til kamp om pladser til Nordiske Junior Mesterskaber Juniorsvømmerne har også noget at kæmpe om ved de forestående kortbane-mesterskaber. Således vil Dansk Svømmeunions talentudvikler, Michael Hinge, i ugen efter DM udtage den endelige trup af svømmere, der skal deltage i Nordiske Junior Mesterskaber, som i år afholdes i Bergen i Norge. Også til Nordiske Junior Mesterskaber er en række svømmere forhåndsudtaget. Disse svømmere er:
Amalie Emma Thomsen: Allerød/SigmaNTC Pernille Blume: Birkerød/Sigma Josephina Bartela: AGF Kia Hansen: Køge Viktor Bromer: AGF Daniel Skaaning: VAT/TIK Morten Klarskov: VAT/AIF Frans Johannesen: EliteSvøm Esbjerg/West Swim Esbjerg Andreas Schiellerup: Birkerød/Sigma Thomas Dahl Sørensen: GTI/Tune
Program for DM på kortbane 2009 Danmarks Mesterskaberne på kortbane 2009 afholdes i Odense Universitets Svømmehal (Campusvej 55, 5230 Odense M) torsdag – søndag, den 22. – 25. oktober. Hver dag begynder indledende afsnit klokken 9.30 og finaleafsnittet klokken 17.30. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og benytte lejligheden til at opleve masser af spændende svømning med deltagelse af såvel den kendte elite som nye stjerner på vej.
Kontaktpersoner Kontaktperson under mesterskaberne er Lise Møller, leder af svømmesektionen, som kan kontaktes på mobil: 2013 7160. Vedrørende internationale udtagelser kan Dansk Svømmeunions elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160. Lokal kontaktperson er også Jan Wetke Jensen, som kan kontaktes på mobil: 2218 7085.
Danmarks Mesterskaberne afholdes i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion og startfællesskabet STO95 (Swim Team Odense 95), som udgøres af de tre Odense-klubber Svømmeklubben Frem, Odense Svømme Klub (OSK) og Odense Svømme og Livrednings Forening (OSLF).